Pind: Svært at sætte sig op på den høje hest

Ifølge Venstres Søren Pind er det vanskeligt at sætte sig op på den høje hest i sagen om Lars Hedegaards formodede attentatmand, der er blevet løsladt i Tyrkiet. Det er sket på trods af, at Danmark har ønsket manden udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

- Vi kender udmærket selv problemstillingen – nemlig at en domstol har tilsidesat et ønske fra myndighederne og besluttet sig for at gøre noget andet, siger Søren Pind til TV 2.

Han henviser til sagen om Niels Holck, som Indien ville have udleveret til retsforfølgelse efter hans rolle i nedkastningen af fire tons våben ned over Purulia-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen i det nordøstlige Indien.

I sagen om Niels Holck var der imidlertid tale om en dansk statsborgers udlevering til Indien, og dermed kan de to sager ikke umiddelbart sammenlignes, da Danmark i Hedegaard-sagen har anmodet Tyrkiet om at få en dansk statsborger udleveret for en forbrydelse i Danmark.

Søren Pind siger videre:

- Men der er behov for stadig at få klarhed over det her forløb – få at vide om der har været urent trav. Og hvordan kan det være, at det er taget så lang tid før informationerne kom frem. 

- Presset på regeringen fortsætter

Tyrkiet meddelte i går efter ugers tavshed at løsladelsen af Hedegaards formodede attentatmand ikke var politisk:

- Beslutningen om hans frigivelse blev ikke truffet af udøvende myndigheder, men derimod af dømmende myndigheder som led i en retslig proces, lyder det fra en talsmand fra det tyrkiske udenrigsministerium.

Der er torsdag møde i udenrigspolitisk nævn.

- Presset på tyrkerne fortsætter, og presset på regeringen for at få yderligere svar fortsætter. Denne her sag er så stor, at den fuldstændig overskygger den anden sag, der er på nævnsmødet, nemlig den nye danske strategi i Afghanistan, siger TV 2’s politiske kommentar, Peter Lautrup-Larsen.

 Han siger videre:

- Nu må man have mere at vide. Hvis det ender med at vise sig, at det er en domstol, der har afgjort det her, så er det sværere for den danske regering at gøre noget diplomatisk. Men hvis det er en røverhistorie, er det en anden snak.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har i forbindelse med mandagens udenrigsministermøde i EU orienteret den europæiske udenrigschef Catherine Ashton og udvalgte kollegaer om sagen, men han vil først fastlægge Danmarks reaktion efter mødet torsdag.