Støjberg om asyl-forvirring: Det er fuldstændig grotesk

Hvor mange rammer regeringens stramninger i asylpolitikken egentlig? Det er regeringen tilsyneladende ikke enig med sig selv om. Og i løbet af dagen har et usædvanligt forløb udspillet sig om en pressemeddelelse fra september måned.

I den oprindelige pressemeddelelse var daværende justitsminister Karen Hækkerup citeret for at sige, at regeringens bebudede asylstramninger ville ramme "størstedelen" af de syriske flygtninge, der kommer til Danmark. En udtalelse, der står i modstrid med, hvad indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard sagde i weekenden.

I morges kunne Politiken så fortælle, at der var blevet ændret i pressemeddelelsen fra september, således at der nu blot var tale om "en væsentlig del".

Og nu – tirsdag formiddag – kan Ekstrabladet.dk fortælle, at ministeriet nu har ændret i Hækkerups citat igen-igen, så hun igen bruger ordet størstedelen. 

- Vi kan jo ikke stole på regeringen. Det er fuldstændig kaotisk, det her, siger Inger Støjberg, der er Venstres politiske ordfører.

- Man retter i pressemeddelelser, og forsøger at dække over hinanden, når de Radikale kommer til at tale over sig. Det man forsøgte fra starten var at få regeringen til at se handlekraftig ud. Og derfor lancerede hun den her stramning, som jo blev slået op til at være en meget stor stramning, men som nu viser sig slet ikke at være en reel stramning, siger Inger Støjberg. 

Se hele interviewet med Inger Støjberg øverst her på siden. TV 2 arbejder på at få en kommentar til sagen fra Socialdemokraterne. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter