- Det her overstiger alt, jeg har oplevet

- Jeg tænker, at det er fuldstændig vanvittigt. Her har vi en formodet drabsmistænkt, som er dansk statsborger. Så vælger Tyrkiet af politiske årsager – sandsynligvis – at udveksle ham med en terrororganisation, som vi har sendt danske jægerpiloter til at bekæmpe.

Sådan er reaktionen fra Danmarks tidligere justitsminister, Konservatives Brian Mikkelsen. Han reagerer på løsladelsen af den danske statsborger, der er mistænkt for attentatforsøget på Lars Hedegaard sidste år. Han sad fængslet i Tyrkiet, men en dansk delegation i Tyrkiet har fået bekræftet, hvad der blev fortalt for en uge siden: At den mistænkte nu er løsladt:

- Så det er helt barokt, helt grotesk, og det her skal have mærkbare konsekvenser for Tyrkiet.

Hvad er det?

- Det synes jeg, at man skal overveje nøje. Nu er det møde i nævnet på torsdag, og man skal se hvad niveau og hvilken skalering man skal have. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg sad 10 år som minister og havde også mange bilaterale komplikationer med mange forskellige lande. Det her overstiger alt, hvad jeg nogensinde har set eller været vidne til eller hørt om.

- Det er klart, at man ikke have, at en formodet drabmistænkt i Danmark, som er dansk statsborger, bliver udvekslet af et fremmet land med en terrororganisation. Det er helt grotesk, og det skal der sættes en stopper for i form af, at man indfører nogle konsekvenser overfor Tyrkiet, siger han med henvisning til et muligt tyrkisk samarbejde med terrororganisationen IS.

Der er ikke kommet nogen reel årsag fra tyrkisk side til, hvorfor at den mistænkte er blevet løsladt. Men én ting er sikkert. De danske politikere kræver reaktion overfor Tyrkiet. Det gør Brian Mikkelsen også, men han vil ikke være konkret på, hvad man skal gøre:

- Lige nu er det sket, så derfor skal vi tænke os om hvert fald indtil på torsdag, men det her skal man forstå, at det her er et angreb på vores demokrati, på vores måde at leve på, fordi her har vi ytringsfrihed i Danmark.

Der er møde i udenrigspolitisk nævn på torsdag, og Brian Mikkelsen håber på, at partierne vil samles:

- Det skal foregå i fortrolig drøftelse. Vi har en hel palet af initiativer, som vi mener, at der skal tages fat på overfor Tyrkiet, og jeg håber, at regeringen ikke bare vil sidde med hænderne og armene over kors, for det er en fælles aktion, vi skal have fra politikernes side. Jeg er enig i, at det ikke bare skal have verbal fordømmelse men også konsekvenser overfor Tyrkiet.

Hør Lars Hedegaards reaktion på løsladelsen i videoen ovenfor.

Lars Hedegaard-sagen kort:

Attentatforsøget på den dengang 70-årige Lars Hedegaard fandt sted den 5. februar 2013.

Den islamkritiske samfundsdebattør blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg af en ung mand, der udgav sig for at være postbud. Da Lars Hedegaard åbnede sin hoveddør, trak den unge mand en pistol og affyrede et skud, dog uden at ramme.

De to mænd kom derefter i håndgemæng, og det lykkedes ikke den unge mand at affyre flere skud, før han stak af.

Trods en ihærdig efterforskning lykkedes det ikke politiet at finde frem til gerningsmanden før mere end et år efter.

Den 27. april 2014 oplyste Københavns Politi, at en mistænkt var blevet anholdt i Tyrkiet. Der var tale om en 26-årig dansk statsborger med libanesisk baggrund. Politiet fortalte samtidigt, at man havde overvåget manden i flere måneder.

Manden blev varetægtsfængslet i Tyrkiet og meddelte skriftligt sin danske advokat, at han gerne ville udleveres til retsforfølgelse i Danmark. I stedet er han blevet sat på fri fod i Tyrkiet - ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet muligvis i forbindelse med en fangeudveksling med terrororganisationen IS.