Fejl sendte forkert politiker i byrådet

Enhedslisten i Norddjurs Kommune føler sig snydt. Siden kommunalvalget i november sidste år har der nemlig siddet en forkert kandidat i byrådet. Det skriver Århus Stiftstidende.

Fejlen skete, da Norddjurs Kommune i forbindelse med valget registrerede, at Enhedslistens var opstillet sideordnet, hvor det personlige stemmetal er afgørende.

Men i stedet er partiet opstillet på partiliste, hvor mandaterne fordeles efter en prioriteret liste, som paritet selv har lavet. Det havde man endda meddelt kommunen i overenstemmelse med reglerne.

Fejlen betød, at Enhedslistens kandidat Helle Plougmann fik en plads i kommunalbestyrelsen på bekostning af partifællen Inky Remy.

Frustrationerne blev ikke mindre, efter at Helle Plougmann i august forlod Enhedslisten og nu er løsgænger i kommunalbestyrelsen.

Partiet har klaget, og efter et langt forløb ligger sagen nu hos valgbestyrelsen og borgmester Jan Petersen (S).

- Den er jeg selvfølgelig træt af på flere måder. Det ligger helt fast, at der er sket en administrativ fejl, som ingen har været opmærksom på. Men det er også trist, at Enhedslisten ikke klagede over fejlen i tide. Jeg må bare konstatere, at klagen er kommet meget, meget sent - otte måneder efter den nye kommunalbestyrelse gik i gang med arbejdet - og at Indenrigsministeriet fortæller os, at der ikke findes fortilfælde. Ministeriet sender aben videre til os, og jeg vil arbejde for, at der bliver truffet en så korrekt løsning som mulig. Derfor skal vi trække på den bedst mulige ekspertise, og den må Indenrigsministeriet levere, siger Jan Petersen.