Camre: Tving kvinder i ulande til at få færre børn

Befolkningsudviklingen skal vendes i ulandene, hvor kvinderne føder alt for mange børn. Det mener Dansk Folkepartis tidligere europaparlamentariker og nuværende byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune, Mogens Camre.

På Twitter har han nemlig skrevet, at tvungen børnebegrænsning i visse lande er den eneste måde at redde verden fra kæmpemæssige flygtningestrømme og miljø- og klimaforandringer.

Det kinesiske forbillede er den såkaldte etbarnspolitik, hvor hver kinesiske kvinde ifølge loven kun må føde et barn i løbet af livet.

- Man kunne lave forskellige økonomiske incitamenter. I stedet for at belønne børnefødsel, så skal du belønne det modsatte. Det er væsentlig belyst, og de fleste forskere peger på den kinesiske politik, siger Mogens Camre i et interview med DR.

Værktøjet kunne være den danske udviklingsbistand til de lande, hvor fødselstallene er for høje. Her vil Camre sørge for at belønne de familier, hvor man ikke får så mange børn.

I Dansk Folkepartis ledelse ser Søren Espersen også gerne på at gøre en indsats for at få fødselsraterne ned i udviklingslandene.

- I hvert fald bør det være sådan, at de landes ledelse, der modarbejder udbredelsen af prævention, ikke bør belønnes, siger Søren Espersen til dr.dk.

Camres forslag har skabt adskillige reaktioner på Twitter, fordi netop Mogens Camre selv er far til syv børn.