Thorning om ny rokade: Jeg er nødt til at grine lidt af mig selv

For niende gang på godt tre år åbnede den ikoniske sorte dør på Amalienborg i det centrale København fredag formiddag - og ud trådte Helle Thorning-Schmidt for at præsentere endnu en regeringsrokade. 

Ved sin side havde hun Mette Frederiksen, der skifter Beskæftigelsesministeriet ud med Justitsministeriet. Og Henrik Dam Kristensen, der får comeback som minister - denne gang på posten som beskæftigelsesminister.

Rokaden kommer, fordi Karen Hækkerup - der indtil i dag har været justitsminister - har valgt at sige ja til jobbet som direktør i Landbrug & Fødevarer. 

- Vi kommer til at savne Karen Hækkerup, siger Thorning.

Sidste rokade?

Ved tidligere rokader har Thorning bekendtgjort, at hun håbede det nu var slut med at skifte ud på ministerholdet. Men sådan gik det altså ikke.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg skal i gang med en ny rokade. Jeg havde gerne været den foruden. Men jeg er til gengæld glad for, at jeg har gode folk at putte ind på de poster, der er. Og jeg tror alle kan se, at det vitterligt er gode folk, siger statsministeren.

Kommer vi til at stå har flere gange inden næste valg? lød det oplagte spørgsmål fra en af de fremmødte journalister. 

- Jeg er jo nødt til at grine lidt af mig selv i den henseende, for det håber jeg jo ikke, vi gør. Og jeg siger jo hver gang, at det skal være den sidste. For jeg er glad for de ministre, jeg har. Og det har jeg været hele vejen igennem. Og jeg må så også som socialdemokrat sige, at jeg synes det socialdemokratiske ministerhold hele vejen igennem har været stærkt og stabilt, og derfor er jeg også glad for, at jeg kan sætte to dygtige socialdemokrater ind i dag, siger Thorning. 

Senere i dag følger de traditionelle ministerrokader i de berørte ministerier:

Kl. 13.00 er der overdragelse i Justitsministeriet Kl. 15.00 er der overdragelse i Beskæftigelsesministeriet

Du kan følge rokaden hele dagen på TV 2 News. Se TV 2 News her.

Historien kort: Ny ministerrokade

Fredag erfarede TV 2, at Karen Hækkerup (S) går af som justitsminister.

Hækkerup skal være direktør for Landbrug og Fødevarer.

Det er et endegyldigt farvel til politik, siger hun.  Et tab for Thorning, lyder vurderingen.

Nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bliver ny justitsminister. Et overraskende valg, siger TV 2’s politiske redaktør.

Henrik Dam Kristensen er ny beskæftigelsesminister.

Statsministeren præsenterer de nye ministre på Amalienborg kl. 10.15.

Dette er Helle Thorning-Schmidts 8. rokade.