Usædvanlige Sverige

Det er blevet en dansk nationalsport at rakke ned på Sverige og svenskerne. Svenskerne er humorforladte og stivsindede. Den svenske debat kvæles i formynderi og politisk korrekthed. Kredse i Danmark betegner nærmest Sverige som en diktaturstat.

Jeg er helt uenig.

Der er ganske rigtigt en snært af politisk korrekthed, som i alt fald virker fremmed for mange danskere. Og man kan godt diskutere, om det er klogt at marginalisere et parti, der får på den anden side af 10% af stemmerne.

Men det afspejler på den anden side en principiel tilgang til politik, som er meget anderledes end den danske politiske kultur, hvor populismen bliver stadig mere fremherskende. Kunne man forestille sig en dansk statsminister udråbe Danmark som en humanitær stormagt og på den baggrund gå i offensiven for, at Danmark skal tage imod flere flygtninge fra Syrien? Nej, vel. Selv ikke en socialdemokratisk. Men det var ikke desto mindre, hvad den konservative Frederik Reinfeldt gik til valg på.

Kunne man forestille sig at Venstre i Danmark frasagde sig statsministerposten, fordi man ikke ville være afhængig af et parti med racistiske undertoner. Nej, vel. Men det var hvad, hvad Frederik Reinfeldt gjorde. Det ville stride imod enhver politisk logik i Danmark, men for Reinfeldt var principperne vigtigere end magten. Kunne man forestille sig, at partilederne i Danmark gik ud og erklærede sig som feminister? Nej, da. Men det var, hvad de gjorde i Sverige.

Sverige er bare anderledes. Det kan af og til se mærkværdigt ud for omverdenen, men der ligger også en styrke i, at man tror så meget på egne ideer, at man tør gå imod strømmen.

Det er senest kommet til udtryk ved, at den nye svenske regering har besluttet at ville anerkende Palæstina. Man er her i modfase til resten af EU, hvor ingen siden Murens fald har truffet den beslutning. Diskussionerne har været der, bl.a. fordi det palæstinensiske selvstyre har anmodet om en anerkendelse fra det internationale samfund. Det har en række lande gjort, men EU har holdt sig tilbage. Bl.a. fordi der er en ganske stor uenighed om holdningen til Israel medlemslandene imellem.

Det er modigt, at Sverige har brudt mønstret, men det kan blive en murbrækker til at andre lande går samme vej.

Både Israel og USA har reageret særdeles negativt. Men, som den nye svenske udenrigsminister Margot Wahlstrøm siger, skal USA ikke bestemme den svenske udenrigspolitik. Og så lægger hun i øvrigt op til at fortsætte dialogen og samarbejdet med Israel og USA.

Der er blevet indvendt, at Palæstina ikke eksisterer som stat, og at det derfor ikke giver mening at anerkende. Jeg forstår indvendingen og skal medgive, at en anerkendelse fra omverdenen ikke sikrer nogen palæstinensisk stat. Det forudsætter en forhandlet løsning med Israel. Men her handler om politik. En anerkendelse giver palæstinenserne et rygstød i forhandlingerne med Israel, som de har brug for.

Det er Israel, som er spielverderber i fredsforhandlingerne. Den israelske regering har leveret så lidt til Abbas, at denne løbende er blevet svækket i den palæstinensiske offentlighed. Med det resultat, at Hamas har fået en styrke, som organisationen på ingen måde er berettiget til.

Det store problem er de israelske bosættelser Vestbredden. Disse er klart ulovlige, og på trods af gentagne protester fra både USA og EU, fortsætter Israel sin bosættelsespolitik. Målet er at skabe hævd på områder, som tilhører palæstinenserne – og i sidste ende at gøre en tostatsløsning umulig.

Israel har ganske rigtigt et krav på sikkerhed, men når man konsekvent underminerer den modpart, som kan skabe en forhandlingsløsning, bliver resultatet en fortsat krigstilstand i forhold til palæstinenserne. Hvad der på sigt vil undergrave Israel som stat.

Der er med andre ord god mening i den svenske politik. Bør Danmark følge efter? Ja, når vort naboland har taget det modige skridt, har det brug for støtte. Det kan vi passende levere.