Dagpenge handler om værdighed

Jeg er medlem af sygebøssen ’Karaten’. Det er en forening for murersvende i København, hvor vi gensidigt forsikrer hinanden mod sygdom. Vi betaler et halvårligt kontingent til Jørgen fra Herlev, der er kasserer. Hvis vi bliver sygemeldt i længere perioder, kan vi få udbetalt et beløb fra sygebøssen. Det er en meget gammel forening, der er 100% uafhængig af staten.

Tidligere havde murersvendene også en lignende ordning, hvor vi forsikrede hinanden med indtægtstab ved arbejdsløshed. Vi kaldte den A-kassen. Den var også 100% uafhængig af offentlige kasser. Den blev netop stiftet fordi kollegerne før os, ikke ville stå med hatten i hånden overfor sognerådet og bede om almisser. Vi ville væk fra underdanigheden overfor "øvrigheden" - altså præsterne, lærerne, gårdmænd, fabrikanter og embedsmænd. Det var en æressag.

Ingen skulle skamme sig over at blive arbejdsløse. Først mange år efter stiftelsen af denne solidariske forsikring, begyndte staten at blande sig i vores A-kasser. Da jeg selv blev udlært i 2001 blev hele svende-holdet inviteret ned i murernes A-kasse i Århus. Her sagde bestyreren, der også var murersvend og hed Morten, at vi skulle melde os ind, så vi slap for "at gå på kommunen". Det sidste var der ingen af os der ville. Det var blandt andet truslen om et liv på andres nåde der fik os til at stå sammen og tage ansvar for vores egen skæbne.

Kommunen er vor tids sogneråd. Et ydmygende sted for mange at henvende sig. Derfor meldte hele holdet sig ind - uden undtagelse. Mange af os - inklusiv mig selv - var vokset op med forældre "der gik på kommunen". Det var derfor en stor sag at blive optaget i A-kassen. Nu var det vores eget arbejde der sikrede os for fremtiden, også når vi midlertidigt manglede et.

For mange i mit parti, for mine kolleger, for fagbevægelsen, er forskellen på dagpenge og kontanthjælp derfor ikke blot et simpelt spørgsmål om ydelsens størrelse. Der er æren til forskel. Derfor berører forringelserne af dagpengesystemet mange danskere dybt.

Vi troede, at vi havde lagt ydmygelserne bag os, men nu kender de fleste af os nogle, der igen har siddet nede på kommunen overfor en repræsentant fra vor tids "øvrighed", der spørger ind til om vi virkelig er "værdigt trængende." Det gør virkelig ondt.

Det var vores forældre og bedsteforældre, der måtte leve med skudsmålsbøger, skiftedage, fattighjælp og arrogante gårdmænd i sognerådet. For arbejderbevægelsen er det derfor hjerteblod, at vi som fællesskab tager ansvar for hinanden gennem en gensidig forsikring, så ingen med hatten i hånden må bønfalde det offentlige om ydelser. Vi vil tage vare på os selv og vores familie. Det er en æressag!