En sølle politisk virkelighed

Lander i Kastrup efter et par uger i verdens politiske centrum i FN i New York. Mens jeg venter på kufferten åbner jeg min Ipad for at se om der er sket spændende nyt, mens jeg har været i luften og ude af kontakt.

Og slam! Så bliver jeg ramt af den hjemlige andegård.

Verden har heller aldrig haft så mange katastrofer som vi har lige nu. Og mens bekymrede ansatte i FN drøfter, hvordan vi kan hjælpe børnene i Syrien, i Den Centralafrikanske Republik eller i Sydsudan med tøj på kroppen, mad, beskyttelse og skolegang.

Ja, så diskuterer Danmark stadigvæk Lars Løkkes underbukser og deres finansiering.

Hjemme i Gundsømagle igen tager jeg et grundigt kig på aviserne. Og mens hele verden diskuterer, hvordan vi kan håndtere de enorme flygtningestrømme. Hvordan vi kan hjælpe nogle af de 50 mio. mennesker på akut flugt fra krig, nød og sult. Hvordan enkelte lande skal håndtere millioner at flygtende mennesker, der vælter ind over deres grænser.

Ja, så klager borgmesteren fra Rudersdal over, at han ikke kan langtidsplanlægge, når hans kommune nu får hele 47 (altså syvogfyrre) flygtninge og måske ligefrem en håndfuld mere. Mindre end 100 menneskers behov for husly vælter åbenbart hele systemet i en kommune med 55.000 indbyggere og mere end 5.000 ansatte.

Piger og kvinders rettigheder, pigers ret til at være børn og ikke barnebrude, pigers ret til egen krop og til at slippe for brutal omskæring, stop for børnesoldater. Alt det var i høj grad på dagsordenen i FN. Herhjemme går diskussionen så en helt anden vej. Børn er ikke bare børn, der skal have omsorg, beskyttelse og opdragelse. Nej, de skal kunne straffes. Ned med den kriminelle lavalder til 12 år og brug militært personale når de skal genopdrages.

Nå, inden jeg bliver alt for hellig må jeg hellere indrømme, at lige om lidt er jeg selv en del af den danske politiske virkelighed. Hurtigere end man kan sige jetlag, har jeg omstillet mig. Så inden jeg tager mig selv i at sætte mig til tasterne og skriver sure læserbreve om finansiering af underbukser, skriver på Twitter om kvaliteten af kaffen i Folketinget eller andre vigtige politiske spørgsmål, må jeg hellere bringe en hilsen fra verden.

For den gode nyhed er, at verden arbejder på at blive bedre. En endnu bedre nyhed er, at Danmark bidrager. Heldigvis båret af stærke danske kræfter – vores diplomater, politikere, Kronprinsessen og dygtige danskere på internationale poster. Så hvis du lige som mig savner at høre lidt mere herhjemme om den internationale solidaritet – bare engang i mellem. Om udsyn og medmenneskelighed.

Så kan jeg hilse fra FN og verdens lande og sige, at Danmark har en enorm indflydelse. At Danmark gør en forskel – til det bedre.