DF efter afstemning: Selvfølgelig skal vi bombe IS-banditterne

94 folketingspolitikere har netop stemt for at sende syv danske F16-fly af sted til Mellemøsten for at deltage i den amerikanske koalitions bekæmpelse af Islamisk Stat (IS) i Irak, men beslutningen trak ud. De borgerlige ville nemlig vide, om danskere der kæmper sammen med IS kunne blive dømt som landsforrædere. Spørgsmålet blev først stillet af Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup.

- Jeg vil vide, hvad der sker med de jihadister, der tager ned og kæmper – er de kriminelle eller veteraner, skal de have straf eller medaljer.

- Hvis man begår terror, så får man en straf, men hvad nu, hvis man bare træner og har et ønske om at komme i kamp – skal selve intentionen ikke kriminaliseres? Er det ikke være forkert, at man ønsker at svigte Danmark og de danske soldater? Sagde Marie Krarup onsdag aften.

Det var der ikke noget svar på, og afstemningen blev altså udsat næsten 12 timer. Det vækkede undren hos regeringspartierne og SF, da man allerede kan dømme efter terrorparagraffen, der giver strengere straf. Marie Krarup fastholder torsdag, at det var en vigtig diskussion, selvom der reelt intet kom ud af forsinkelsen.

Spørgsmål: Hvad har I fået ud af det her? - Vi har fået svar på, hvad regeringens holdning var. Vi har nu fået klarlagt, at regeringen ikke kan finde ud af, om man er landsforræder eller ej, hvis man som dansker kæmper på ISILs side, det er blevet klart, siger forsvarsordføreren.

Selvom man insisterede på et nyt samråd med udenrigsminister Martin Lidegaard og justitsminister Karen Hækkerup, så var planen hele tiden at stemme for forslaget, hvilket vækker ekstra undren hos regeringspartierne.

- Vi har hele tiden sagt, at de fly skal afsted, for der skal helst nogle bomber ned i hovedet på ISIL, for de er nogle banditter, og dem kan vi ikke lide, forklarede Marie Krarup efter afstemningen torsdag morgen.