Analyse: Det er ikke et kønt billede - følelserne tog overhånd

Temmelig usædvanligt.

Sådan siger TV 2’s politiske kommentator, Peter Lautrup-Larsen, om den situation, der udspillede sig på Christiansborg i går om udsendelsen af syv danske F-16 fly til Mellemøsten.

Partierne skulle i går blive enige om det danske bidrag til den amerikanske koalitions kamp mod Islamisk Stat i Mellemøsten, men det satte et spørgsmål om landsforræderi indtil videre en stopper for. De blå oppositionspartier ville nemlig gerne vide, hvorvidt der er tale om landsforræderi, hvis danske statsborgere rejser til Mellemøsten for at kæmpe for IS – og altså dermed kommer til at kæmpe mod det danske bidrag.

- Det er ikke et kønt billede. I politik skal man beslutte sig for at blive vred. I går var det måske som om, at det var sidst på aftenen, og at følelserne tog overhånd. Jeg tror ikke, den eller den anden side har noget at lade hinanden høre, siger Peter Lautrup-Larsen om de hårde ord der efterfølgende blev sagt til medierne og på Twitter.

- Regeringen skulle have været forberedt

Indtil i går aftes var der ellers borgfred i sagen om udsendelsen af syv danske fly mellem de blå oppositionspartier, regeringspartierne og SF – til trods for, at det er valgår.

- Der var dog en lille uenighed allerede i fredags, hvor Helle Thorning-Schmidt præsenterede, at regeringen ville sende de syv F16-fly af sted. Det første Venstres Søren Pind tog fat i var, om Danmark skulle i krig – og hvad det ville betyde i forhold til hele spørgsmålet om landsforræderi, siger Peter Lautrup-Larsen.

Han fortsætter:

- Regeringen burde måske derfor have været bedre forberedt, men man kan også sige, hvorfor der skulle gå til sidst på aftenen, før det her spørgsmål for alvor kom op. Mit gæt er, at nu har man sovet på det, og der er gydet olie på vandene – mon ikke man finder en forståelse.

Peter Lautrup-Larsen understreger, at der fra justitsminister Karen Hækkerup (S) og udenrigsminister Martin Lidegaards (R) og blå blok er en interesse i i at få bilagt striden:

- Men det er klart, at det drejer sig om at redde ansigt. Regeringen skal komme med noget, som den blå opposition kan bruge, men den skal ikke komme med ret meget, så vil det være nok for forsvars- og retsordførerne fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Alle kan se, at ingen har den store glæde af, at der går indenrigspolitik i det her, siger han.

Landsforræderi var også til debat i 2006

Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om landsforræderi, hvis danske statsborgere rejser til Mellemøsten for at kæmpe for IS og mod den amerikanske koalition med dansk deltagelse har før været til debat. Senest i 2006, hvor Peter Skaarup for Dansk Folkeparti stillede et lignende spørgsmål til den daværende justitsminister Lene Espersen (K).

På daværende tidspunkt lød svaret blandt andet:

- Justitsministeriet kan oplyse, at dansk lovgivning ikke indeholder et generelt forbud mod at bistå i forbindelse med, at der ydes modstand mod f.eks. et lands militære styrker.

Ifølge Martin Lidegaard er Danmark ”ikke teknisk i krig."