Venstres uafhængige revisor er medlem af Venstre

Flere eksperter slår nu tvivl om kontrollen af partiet Venstres partiregnskaber. Ifølge revisorloven skal politiske partier nemlig bruge en ekstern og uafhængig revisor, men ifølge Berlingske har Venstre siden 2001 benyttet revisor – og mangeårig partner hos Deloitte - Flemming Heden Knudsen, der har været medlem af Venstre i 23 år.

Flemming Heden Knudsen har ifølge Berlingske samtidig hjulpet Venstre, når der har været spørgsmål til partiets eller partiformandens økonomiske forhold.

Det gælder sagen om 70.000 kroner fra Kopenhagen Fur, som i strid med reglerne ikke fremgik af Venstres regnskaber, ligesom Flemming Heden Knudsen har bistået Venstre i hele Lars Løkke Rasmussens tøj-sag.

- Når en revisor både assisterer samtidig med, at han afgiver erklæring om uafhængighed, mens han er medlem af netop Venstre, så er der jo mange elementer, der peger i retning af, at man kan spørge: Hvordan kan han være uafhængig? Med alle de kasketter på og med den mulige indflydelse, der ligger, så burde være en revisor udefra, der står for revisionen, siger juraprofessor Lars Bo Langsted, der forsker i den retlige regulering af revisorbranchen på Aalborg Universitet, til Berlingske.

Flemming Heden Knudsen afviser selv, at hans arbejde for og tilknytning til Venstre har betydning for den uafhængige kontrol af Venstres regnskaber.

På et spørgsmål om, hvorvidt Flemming Heden Knudsen har fået betaling for at udføre andre opgaver for Venstre, lyder svaret:

- Jeg tænker ligesom en gal. Jeg vil ikke give et blankt nej. Jeg kan ikke lige på stående fod huske, hvad jeg har deltaget i gennem årene, siger Flemming Heden Knudsen og understreger, at han ikke laver bogholderi for Venstre.

Ifølge en mail som Berlingske er i besiddelse af, vurdere Deloitte i 2011 heller ikke, at Flemming Heden Knudsens tilknytning til Venstre var i konflikt med rollen som underskrivende revisor for Venstres Landsorganisation.

Venstres partisekretær, Claus Richter, afviser, at der er tale om et problem. Han henviser til, at Deloitte selv har slået fast, at Flemming Heden Knudsens medlemskab af Venstre ikke konflikter med hans rolle som revisor for partiet.