Løkke om F-16-forslag: Jeg sender krigerisk signal til IS

Danmark skal melde sig parat til at bidrage militært med F-16-jagere til den internationale koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat (IS). Sådan lød beskeden onsdag aften fra Lars Løkke Rasmussen i et interview med Politiken.

Venstre-formanden foreslår helt konkret, at Danmark allerede nu skal melde sig klar til et bidrag, svarende til da Danmark i 2011 bidrog til en international koalition mod Gaddafi-styret i Libyen. Det uddyber han torsdag over for TV 2 NEWS.

- Det, jeg gør her, er, at jeg sender et signal. Et meget uvenligt, nærmest krigerisk, signal til Islamisk Stat om, at vi har godt set, at de har voldtaget islam og kæmper en kamp - også mod Vesten - og der er vi parat til at stille op, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Samtidig senender jeg et meget venligt signal til regeringen om, at de kan regne med Venstre. Det er klart, at vi sender jo ikke F-16-fly i luften uden koordination med andre, men det er bare vigtigt, at Danmark får sendt et signal om, at vi er klar, hvis der er brug for os, lyder det.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil i første omgang afvente en eventuel anmodning til Danmark, men ved FN-topmødet onsdag aften gentog hun, at Danmark fortsat vil bidrage aktivt til den internationale indsats for at støtte Irak i kampen mod IS.

Men Lars Løkke Rasmussen mener, at hele den vestlige verden allerede burde have været mere offensive, og derfor vil han også med sin udmelding sende et kraftigt signal til IS fra dansk side.

- Jeg synes, det er vigtigt, at Danmark melder sig i kampen mod den her forfærdelige terrororganisation, som efter min mening har voldtaget islam og laver nogle gruopvækkende handlinger i den region, men som også har Vesten som fjende.

- Det udgør jo en direkte trussel mod os danskeres sikkerhed. Det kan vi ikke bare se passivt på, og derfor er vi nødt til at melde is i den kamp, siger Lars Løkke Rasmussen.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har torsdag meldt ud, at de ikke mener, at Danmark selv skal tilbyde kampfly til kampen mod Islamisk Stat.

Du kan høre hele interviewet med Venstre-formanden i videoen øverst i artiklen.