Hvem foretrækker danskerne som statsminister?

Helle Thorning, nej Lars Løkke, nej Helle Thorning! Det er let at blive forvirret, hvis man gerne vil have styr på, hvem danskerne helst så som statsminister. Tre målinger af et ”repræsentativt udsnit af danske vælgere” fra tre forskellige meningsmålingsinstitutter, Voxmeter, Epinion og Wilke, foretaget nogenlunde samtidig peger nemlig i vidt forskellige retninger.

Det har ledt til lettere forvirring i de danske medier. I fredags kunne DR, der arbejder med Epinion således berette, at ”når Helle Thorning-Schmidt træder op på talerstolen, er hun for første gang i et år ikke længere danskernes favoritkandidat til statsministerposten”. Og samtidig kunne Jyllandsposten fortælle, at ”når statsminister Helle Thorning-Schmidt lørdag træder frem for baglandet på Socialdemokraternes kongres i Aalborg, kan hun gøre det med større selvsikkerhed end for to år siden”. Jyllandsposten, der arbejdede med Wilke, havde nemlig Helle Thorning i front.

Som du beder om svar, får du svar:

Lad os se nærmere på de tre undersøgelser.

Hos Wilke ligger Helle Thorning i spidsen med 39 procent, omkring to procentpoint foran Lars Løkke, der har 37. Hos Epinion fører Lars Løkke med 27 pct., 4 procentpoint foran Helle Thorning. Og hos Voxmeter er det igen Helle Thorning der er i spidsen med 27 procent, 10 procentpoint foran Lars Løkke på 17 procent.

Et oplagt problem når analyseinstitutterne peger i forskellige retninger, er den såkaldte statistiske usikkerhed. Den usikkerhed der kommer af, at man ikke spørger hele befolkningen, men kun et udsnit af den. Den statistiske usikkerhed gør eksempelvis, at det ikke giver mening at sige, at Lars Løkke fører i nogen af målingerne. Wilke-målingen er for tæt til, at vi med tilfredsstillende troværdighed kan sige, hvem danskerne foretrækker, og Epinion-målingen er på grænsen. Imidlertid er forskellene mellem Wilke, Voxmeter og Epinion så store, at det ikke kun kan være denne form for usikkerhed, der er på spil.

Et andet problem kan være måden der er spurgt på, men her er der ikke stor forskel. Wilke spørger: ”Hvilken statsministerkandidat vil du foretrække til at lede Danmark efter næste folketingsvalg?”  Voxmeter  spørger :” [Hvem] synes du vil være bedst egnet til at lede landet som Danmarks statsminister?” Og Epinion spørger: ”Hvem foretrækker du som statsminister?”

Forskellen skal i stedet findes i den måde, deltagerne i undersøgelsen har fået lov til at svare på.

Wilke giver kun deltagerne mulighed for at svare Helle Thorning, Lars Løkke eller ved ikke. Epinion giver derimod vælgerne lov til at svare Helle Thorning, Lars Løkke, ingen af de to eller ved ikke. Endeligt giver Voxmeter mulighed for at pege på formændene alle folketingets partier, herunder selvfølgelig Lars Løkke og Helle Thorning, samt ved ikke.

Hvorfor betyder det noget?

For det første ændrer svarmulighederne spørgsmålet. Wilke spørger, om man helst vil have Lars Løkke eller Helle Thorning. Voxmeter, og til dels også Epinion, spørger i stedet om man hellere vil have Lars Løkke eller Helle Thorning frem for en lang række andre mulige statsministre. Hvor den lange række af andre muligheder hos Epinion er ”ingen af de to” og hos Voxmeter er en af formændene fra Folketingets partier.

Der vil selvfølgelig være nogle vælgere, som svarer ens på de to spørgsmål. Hvis man eksempelvis stemmer på Venstre, mener man nok oftest, at Lars Løkke Rasmussen er den bedste. Uafhængigt af om man sammenligner ham med Helle Thorning eller Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.  Men sådan er det ikke for alle vælgere. Nogle af dem der stemmer Dansk Folkeparti vil nok hellere have Kristian Thuesen Dahl end Lars Løkke, men hvis valget står mellem Helle Thorning og Lars Løkke, ja, så er Løkke nok den mest attraktive. Derfor finder Wilke også markant højere støtte til både Lars Løkke og Helle Thorning end Voxmeter og Epinion.  De fanger alle dem, der har Lars Løkke og Helle Thorning som en slags ”andenprioritet”.

Men hvorfor er der så forskel på Epinion og Voxmeter? I princippet spørger de jo om det samme.

Svaret skal nok findes I hvor let det er for folk, at forestille sig en alternativ kandidat til Lars Løkke og Helle Thorning.  Når Epinion giver muligheden ”ingen af de to” skal du selv overveje, at Kristian Thuesen Dahl er en mulig kandidat. Hos Voxmeter behøver du ikke tænke så langt. Kristian Thuesen Dahl bliver ”tilbudt” af svarmulighederne.

Hvem foretrækker danskerne så?

Det er desværre ikke lige til at sige. På den ene side synes Wilkes metode at være bedst til at aflure, om danskerne vurderer Helle Thorning eller Lars Løkke som den mest egnede statsministerkandidat. Omvendt skjuler denne metode også, om der rent faktisk er en anden kandidat, som eksempelvis Kristian Thuesen Dahl, som danskerne helst vil have.

Uanset hvad er det nødvendigt at kommunikere klarere, hvad ens måling rent faktisk betyder.  Så de ikke ender med at sende Helle Thorning eller andre på talerstolen med en forkert opfattelse af vælgerhavets strøm. Igen.