Regeringens sociale mål er langt fra i mål

Socialministeriet har ikke overblik over, i hvilken retning det går med regeringens erklærede 2020-mål.

For et år siden lancerede regeringen en række såkaldte sociale mål, som der skulle sigtes efter at opnå i 2020.

Men hvordan det går med at opfylde målsætningerne, kan være svært at få svar på. Socialministeriet har nemlig ikke overblik over, om udviklingen går i den rigtige eller forkerte retning, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge målene skal flere have en ungdomsuddannelse og færre skal ende i kriminalitet. Men på ingen af de to områder er der udkommet tal, som er nyere end fra 2011.

- Når vi sætter mål, forpligter det til at følge op, lød det ellers fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i hendes åbningstale til Folketinget sidste år.

På seks ud af ni hovedpunkter har Socialministeriet ikke tal for situationen i 2013.

I 2020-planen var det et særskilt mål, at udsatte unges faglige niveau blev løftet. Et år senere er det stadig ikke konkretiseret, hvad målet præcist er, og hvordan niveauet hos de udsatte elever skal måles.

Socialminister Manu Sareen (R) erkender, at regeringen er blevet forsinket i arbejdet med at nå de sociale mål.

- En af grundene til, at mange af 2020-målene blev udsat, er, at der har været udskiftning på socialministerposten. Anette (Vilhelmsen, tidligere SF-formand, red.) fremsatte målene, men så skete der rigtig mange ting. Det har været med til at forsinke det, siger han til Jyllands-Posten.