"Oplagt at Thorning nu viser De Radikale, hvem der bestemmer"

Udenrigsminister Martin Lidegaards (R) soloudmelding om en skærpet dansk kurs overfor Israel, er en kærkommen mulighed for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at vise, hvem der bestemmer regeringens politik.

Sådan lyder det fra politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg.

- Det er noget rigtig mange socialdemokrater ønsker sig, fordi hele fortællingen om regeringen er, at det er De Radikale, der sidder med hænderne på rettet, foden på speederen og bremsen, og at Thorning ikke bestemmer noget som helst. Hun vil kunne få en markant mulighed for at sige, at det er hende, der bestemmer her, siger han.  

- Helt tydeligt en positionering af partiet De Radikale

Martin Lidegaard udtalte i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten, at det kan blive aktuelt at indføre deciderede handelssanktioner over for Israel fra både dansk og europæisk side, hvis fredsforhandlinger i denne uge endnu engang ender uden indrømmelser fra begge sider i konflikten.

Med den bemærkelsesværdige udmelding har Martin Lidegaard åbnet op for en uoverensstemmelse mellem de to regeringspartier, og ifølge Troels Mylenberg kan man ikke andet end at tolke solomeldingen som en positionering af partiet De Radikale:

- Han (Martin Lidegaard, red.) ved jo også godt, at Danmark ikke kommer til at stå alene. Danmark kommer selvfølgelig til at mene det sammen som EU. Han kommer ikke til at spille første violin.

Udmeldingen kan imidlertid også ses som et forsøg på at udfordre den nye radikale leder, Morten Østergaard, siger Troels Myhlenberg:

- Hvor er Morten Østergaard henne? Træder han i karakter på Lidegaards side, eller træder han i karakter på regeringens og Socialdemokraternes side? Han har ikke sagt noget om sagen endnu.

Udviklingsminister afviser enegang

Mens den socialdemokratiske udviklingsminister Mogens Jensen har afvist, at der bliver tale om, at Danmark går enegang på området, har Helle Thorning-Schmidt endnu ikke kommenteret på Martin Lidegaards udmelding om en skærpet kurs overfor Israel.

Udmeldingen har også fået flere af folketingets partier til at reagere, herunder Dansk Folkeparti:

- Israel er et demokratisk land og har en ret til at forsvare sig over for de terrorangreb, som det udsættes for. Det er slet ikke vejen at fordømme Israel og lave sanktioner, siger han til Jyllands-Posten.

Martin Lidegaard understreger selv, at han ikke på forhånd har drøftet udmeldingen med regeringen:

- Når jeg nævner det her nu, er det fordi jeg som Danmarks udenrigsminister vurderer, at det er den vej, det går – og det også er den vej, man må indstille sig på, at det går, hvis man bliver ved med at trodse de internationale love og ikke viser forhandlingsvilje. Ligesom som vi også skal signalere benhårdt i forhold til Hamas, at nu skal konflikten stoppe, siger han til TV 2.

Under de kommende fredsforhandlinger i Kairo skal parterne blandt andet diskutere fangeudveksling. Under de seneste uroligheder i Gaza blev flere end 2100 personer dræbt - størstedelen civile. På israelsk side mistede 73 personer livet - størstedelen soldater.