Messerschmidt hĂĄner Thorning: - Vi gjorde det!

- Kære partifæller. Vi gjorde det.

Sådan lød det i dag fra Europa-parlamentarikeren Morten Messerschmidt fra talerstolen på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning - til stor jubel og latter i salen. Ordene var en henvisning til statsminister Helle Thorning-Schmidts sejrstale, da hun vandt det sidste Folketingsvalg. Den efterfølgende sætning var dog ændret.

- Og modsat vores statsminister så gjorde vi det uden fup, nødløgne og uden løftebrud.

Men Messerschmidt var ikke den eneste - og fra Socialdemokratiets kongres i Aalborg blev der svaret igen.

- Dansk Folkeparti siger ihvertfald, at de gerne vil samarbejde. Det vil de gerne, hvis bare formanden var en anden hos Socialdemokraterne. Der må man bare konstatere at Dansk Folkeparti historisk har været forfulgt af uheld. Fordi Poul var ikke god nok, Mogens var ikke god nok - og jeg er ikke god nok. Så Dansk Folkeparti vil altid gerne arbejde sammen med os - hvis bare formanden var en anden, lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, ord der ligeledes faldt i god jord blandt partifællerne.

De to partier, slås i høj grad om de samme vælgere og det var årsagen til de mange giftigheder, der blev slynget ud mellem Herning og Aalborg søndag.

Det fortæller politisk kommentator Hans Engell.

- Det, man kan konkludere er, at de to partier nu er hinandens hovedmodstandere under en kommende valgkamp. Det andet vi kan konkludere er, at dagpengesagen også bliver et kæmpe tema. Så mellem alle morsomhederne var der også en politisk substans.