Måling: Danskerne vil tage passet fra Syrien-krigere

De seneste dage har flere danske partier forslået stramninger overfor danskere, der drager i hellig krig i Syrien og Irak. Regeringen foreslår blandt andet, at det skal være muligt at tage passet fra danskere, hvis der er mistanke om, at man er på vej i hellig krig. Venstre ønsker, at det skal resultere i fængsel i op til seks år, alene hvis man rejser til det uroplagede område, mens DF går skridtet videre og ønsker at gøre Syrien-krigere statsløse.

Et flertal af danskerne er imidlertid enige om, at personer, der rejser til Syrien for at kæmpe, bør fratages deres danske pas. Det viser en ny måling Megafon har foretaget på vegne af TV 2 og Politiken.

Her svarer 74 procent, at de er enige i forslaget. 7 procent svarer hverken/eller, 4 procent ved ikke, mens 14 procent er uenige.

Til gengæld er der mindre opbakning til Venstres forslag om, at man kan straffes med fængsel. Hertil erklærer 48 procent sig enige, mens 31 procent er uenige.

Hele 80 procent mener dog, at personer, der rejser til Syrien eller Irak for at kæmpe, bør fratages deres opholdstilladelse. Kun 10 procent erklærer sig uenige.