Tårevædet Vestager: Det her øjeblik er det værste

Stemmen knækkede, og der kunne anes en tåre i øjenkrogen.

Vestager har sagt farvel til dansk politik. I hvert fald for nu.

Det skete lørdag eftermiddag på Radikale Venstres landsmøde i Nyborg.

- Det virker som uendeligt mange år, og uendeligt mange grå hår, siden jeg meldte mig ind i Radikale Venstre, blev folketingskandidat i Esbjerg, og stod i mit selvsyede tøj og talte om uddannelse, miljø og EU. Det er det også. Det er 25 år siden, sagde Vestager fra talerstolen, hvorefter stemmen knækkede.

- Hvad er så det bedste fra de 25 år? Det bedste, det er vores fællesskab.

Margrethe Vestager var indtil for nylig både politisk leder for Radikale Venstre og Danmarks indenrigs- og økonomiminister. Men fra november skal hun være EU-kommissær, og har derfor overladt lederskabet af regeringspartiet til Morten Østergaard.

- Det bringer mig nemlig, til hvad der er det værste: Det er det her øjeblik. Det er at sige på gensyn. For vores fællesskab, det rummer det hele, lød det fra politikeren, hvorefter hun var nødt til at holde en kunstpause og tage en dyb indånding. 

- Kan I mærke, at det her bliver meget langt, hvis jeg skal tude efter hver sætning?

Se øjeblikket, hvor Vestager kæmper med at holde tårene tilbage, herover.  

Stor politisk weekend

Både Socialdemokraterne, de Radikale og Dansk Folkeparti samles i denne weekend til partiernes årlige landsmøder.

TV 2 dækker naturligvis begivenhederne tæt hele weekenden på både TV 2 News og tv2.dk.

TV 2 News sender blandt andet partiledernes taler med efterfølgende analyser og debat. Du kan se TV 2 News på play.tv2.dk.

Du kan desuden følge vores politiske redaktion på Facebook og Twitter for seneste nyt.