Engell: Thornings dagpengegaranti er værdiløs

Statsminister Helle Thorning Schmidt smed i dag lidt af en bombe på Socialdemokratiets kongres, der i denne weekend bliver holdt i Aalborg.

Socialdemokraterne har hidtil nægtet at ændre på den dagpengereform, som regeringen modvilligt måtte gennemføre, fordi De Radikale inden valget lavede en aftale med den daværende borgerlige regering om at forkorte dagpengeperioden.

Thorning sagde i dag fra talerstolen, at Socialdemokraterne vil have et nyt dagpengesystem hurtigere end planlagt, og at hun derfor har fremrykket dagpengekommissionens arbejde, så den kommer med sine anbefalinger til et nyt system i september 2015 fremfor i 2016 som planlagt.

Kommer først efter et valg

Men selvom den socialdemokratiske statsminister høstede mange klapsalver på sin tale, så er der reelt ikke udsigter til nogle ændringer i dagpengesystemet, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Da Helle Thorning i dag sagde, at hun nærmest ville give en garanti for, at vi fik et nyt dagpengegaranti, så må man sige, at det er en garanti, som er fuldstændig værdiløs, siger Hans Engell til TV 2.

Han peger på, at selvom dagpengekommissionens beretning nu er rykket frem, så kommer den først efter et Folketingsvalg, der senest bliver udskrevet i august. Dermed kommer der altså ingen ændringer før et valg.

De Radikale afviser

Derudover er der ingenting der peger på, at det vil lykkes for socialdemokraterne at kunne gennemføre nogle ændringer efter et valg - selvom de skulle trodse meningsmålingerne, og sætte sig på regeringsmagten. Socialdemokraterne vil nemlig fortsat skulle samarbejde med De Radikale, som har sagt så sent som på deres landsmøde i dag, at de ikke vil pille ved dagpengereformen.

- Jeg tror i høj grad, at statsministeren gerne ville tage trykket af kedlen på den socialdemokratiske kongres. Hun vil gerne gøre sine mange kritiske partifælder glade. Men hendes garanti om, at der kan indføres et nyt dagpengesystem, den har ingen værdi, for den garanti kan hun ikke give. Og det er især ikke noget der løser problemet på den korte bane, og det vil altså sige for de, der falder ud af systemet, vurderer Hans Engell.

Stor del af valgkampen

Han vurderer, at dagpengesystemet vil være den tungeste og mest besværlige sag for socialdemokraterne frem mod næste valg. Thornings udmelding på kongressen i dag kan være et udtryk for, at spørgsmålet om dagpenge kommer til at fylde meget i en kommende valgkamp.

- Det, der er Thornings problem, er jo, at det kan godt være at hun i dag meget klart fastslog, at den dagpengereform, der blev gennemført, den havde socialdemokraterne ikke del i, og at de ikke syntes, at den fungerer. Men det ændrer jo ikke på, at hun sagde ja til at blive statsminister på grundlag af, at hun gennemførte den dagpengereform, for det var De Radikales krav, siger Hans Engell.

Han vurderer ikke, at De Radikale vil ændre opfattelse på dagpengespørgsmålet. Dermed er Helle Thorning fanget i en situation, hvor hun både skal gøre sine egne partifælder glade, samtidig med at hun skal acceptere kravet fra De Radikale, hvis hun vil have dem med i en regering.

Svær balancegang

- Det er noget af en balanceakt. I dag var det den socialdemokratiske partiformand, der gerne ville berolige sine partifælder. I overmorgen er det en regeringschef, som må se De Radikale i øjnene og erkende, at hun altså ikke kan komme igennem med ret meget, siger Hans Engell.

Han understreger, at det samtidig er vigtigt at tage med i beregningerne, at dagpengekommissionen ikke har fået frie hænder. Deres bud skal holde sig inden for de eksisterende økonomiske rammer, og den må altså ikke koste ekstra.

- Man skal ikke regne med, at der kommer et nyt dagpengesystem om to eller tre år, der nødvendigvis giver flere penge i kassen, siger Hans Engell.

Hvorvidt Helle Thorning har fået lukket munden på de kritiske røster internt i Socialdemokratiet, vil stå klart i morgen søndag, når Socialdemokraterne forsætter deres kongres i Aalborg.

Stor politisk weekend

Både Socialdemokraterne, de Radikale og Dansk Folkeparti samles i denne weekend til partiernes årlige landsmøder.

TV 2 dækker naturligvis begivenhederne tæt hele weekenden på både TV 2 News og tv2.dk.

TV 2 News sender blandt andet partiledernes taler med efterfølgende analyser og debat. Du kan se TV 2 News på play.tv2.dk.

Du kan desuden følge vores politiske redaktion på Facebook og Twitter for seneste nyt.