Dansk Flygtningehjælp om asyl-stramning: Tårnhøjt behov

Der er pres på de danske asylcentre, og derfor vil regeringen nu revidere området og indføre en paragraf i asyllovgivningen, som gør det muligt at hjemsende asylansøgere, der er i Danmark af humanitære årsager. Det afslørede justitsminister Karen Hækkerup (S) på et pressemøde fredag.

Der lægges dermed op til en ny form for beskyttelse, som har mere midlertidig karakter på ét eller i særlige tilfælde to år, hvorefter det er meningen, at man skal vende tilbage til sit hjemland. På den måde kan Danmark også bruge ressourcer på at hjælpe andre folk i andre dele af verden, forklarede justitsministeren.

Hos dansk flygtningehjælp har man noteret sig regeringsudspillet, men der er endnu ikke helt overblik over, hvilke vilkår og kriterier, der helt præcist skal være gældende i forbindelse med hjemsendelserne fremover.

- Men jeg hæfter mig ved, at der fortsat vil være mulighed for beskyttelse i Danmark, hvilket er det vigtigste. Alt andet ville også være uacceptabelt, siger Generalsekretæren i Dansk flygtningehjælp Andreas Kamm, der netop har været i Tyrkiet.

Her så han ved selvsyn, hvor meget pres der er på nabolandene til Syrien:

- Der er et sted mellem 830.000 og 840.000, der har søgt asyl i Tyrkiet. Og i det perspektiv er det ganske enkelt en nødvendighed, at Europa giver et nap med. Det gælder også Danmark, for behovet er simpelthen tårnhøjt, siger Andreas Kamm.    

Danmarks asyllovgivning adskiller sig lige nu fra de øvrige EU-lande ved ikke at have den særlige beskyttelsesstatus, som regeringen nu foreslår. Dermed vil den foreslåede ændring af lovgivningen ligge inden for EU-retten.

I 2009 ansøgte 3855 om asyl

  • Antallet af asylansøgere i Danmark pr. måned indtil videre i 2014:
    • Januar: 570
    • Februar: 445
    • Marts: 507
    • April: 614
    • Maj: 723
    • Juni: 1010
    • Juli: 1734
  • Antallet af asylansøgere i Danmark pr. år siden 2009
    • 2009: 3855
    • 2010: 5115
    • 2011: 3806
    • 2012: 6184
    • 2013: 7557
    • 2014: 7890 pr. 31. august 2014

Kilde: Udlændingestyrelsen