Lykketoft: Ny bog er ikke kritik af Thorning

Den tidligere socialdemokratiske formand Morgens Lykketoft har gjort det før – og nu gør han det ifølge DR igen: Langer ud efter Helle Thorning-Schmidt og den socialdemokratiske politik. Det sker dagen før Socialdemokraternes store kongres i Aalborg i en ny debatbog blandt nordiske socialdemokrater: ”Den skandinaviske drøm.” Bogen udkommer den 26. september.

Det er ikke første gang, at Helle Thorning-Schmidt får kritik af tidligere socialdemokratiske formænd.

Poul Nyrup Rasmussen var på banen i januar med kritik af regeringens salg af Dong til Goldman Sachs, ligesom Mogens Lykketoft blandt andet i marts 2014 kaldte dagpengereformen for ”det mest brutale angreb på den danske model, som hidtil er gennemført.”

Idiotisk og trist

I P1 morgen var det dog en voldsomt sur Mogens Lykketoft, der langede ud efter DR – at udlægge bogens samtaler som et angreb på Helle Thorning-Schmidt er ”idiotisk” og ”trist”, siger han.

Han kalder tværtimod interviewbogen en god samtale om Socialdemokraternes fortid, nutid og fremtid.

- Det afgørende - og det som jeg gerne vil bidrage til end diskussion af – er, hvordan man holder en sammenhæng mellem den retning, man gerne vil gå, og kompromisser. Man skal ikke gøre kompromisser til endemålet.

Goldman Sachs, børnecheck og barsel

I bogen, som DR har fået adgang til, taler Mogens Lykketoft blandt andet om selskabsskatten, barsel til fædre, salget af Dong til den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs og børnechecken.

Om børnechecken siger Mogens Lykketoft blandt andet, at han skuffet over, at børnechecken trods 50 års kamp for at undgå det blev indkomstreguleret i 2014:

- Det er jeg, fordi al erfaring viser, at når man først begynder at spare på universale ydelser til de rige, så vil man sparerunde efter sparerunde i fremtiden sænke de grænser, og til sidst er der kun de få såkaldt virkeligt fattige, der får gavn af ordningen, ”siger Morgens Lykketoft til DR, der har fået lov til at læse bogen, skriver DR.

Samtidig roser han regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten. Forholdet mellem regeringen og Enhedslisten har ellers flere gange været mere end køligt:

- Uanset, hvad der måtte være af bump på vejen mellem den nuværende regering og Enhedslisten, så synes jeg ikke på noget tidspunkt i min politiske levetid, at der har været en yderste venstrefløj, der har været mere pragmatisk, end den, vi har nu, citerer DR Mogens Lykketoft for at sige i bogen.