DF vil bryde med blå blokpolitik

Dansk Folkeparti er klar til at gøre op med en af de mest fasttømrede alliancer i nyere dansk politik. I 00’erne lavede partiet alt med Venstre og Konservative, men selv hvis trekløveret efter et valg skulle få flertal, er partiformand Kristian Thulesen Dahl klar til at søge alternative forhandlingspartnere, skriver Politiken fredag.

- Dansk Folkeparti har størst indflydelse ved ikke at være bundet op på bestemte andre partier. Vi er her ikke for at please andre eller for at redde andres ministertaburetter. Vi er her for det politiske, som vi slås for, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Ny masterplan

Udmeldingen er et led i Kristian Thulesen Dahls masterplan for Dansk Folkeparti. Formanden vil flytte sit parti fra den yderste højrefløj og ind på midten af dansk politik. Egentlig har det været ideen længe, men tiden i opposition har åbnet partiets øjne for, hvordan det rent faktisk kan lade sig gøre:

- Vi har fået et andet blik for mulighederne, og vi arbejder også meget mere systematisk med at få åbnet de muligheder for os. Vi ved godt, at hvis vi skal have maksimal indflydelse, skal de andre partier ikke se os som bundet helt op på dem, vi traditionelt samarbejder med, altså at vi ikke har noget alternativ. For så sidder vi jo i saksen, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

- Det er i virkeligheden for at undgå scenariet, hvor man for at få en kontrol ved grænsen skal give køb på fru Jensens ældrepleje.

Andet end bare indvandrerpolitik

Det er derfor, Dansk Folkeparti som det eneste borgerlige parti bakkede op om Togfonden, derfor Kristian Thulesen Dahl har ændret kurs i dagpengespørgsmålet og nu danner fælles front med SF’s Pia Olsen Dyhr, og derfor FOA’s formand, Dennis Kristensen, i weekenden er inviteret med til DF’s årsmøde i Herning. I det ligger også en ambition om at markere sig på andre områder end bare indvandrerpolitikken, siger formanden.

Under VKO-flertallet gik mange forhandlinger glat igennem, fordi der ofte var tale om et simpelt bytteforhold. Dansk Folkeparti peger fortsat på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister. Men med 20 procent af vælgernes opbakning i ryggen vil Kristian Thulesen Dahl sende et stærkt signal til Venstre om, at det bliver anderledes næste gang, de to partier skal dele magten.

Udelukker ikke anden statsminister

Om Dansk Folkepartis ryk mod midten betyder, at partiet engang i fremtiden kan pege på en anden statsminister end den givne formand for Venstre, vil Kristian Thulesen Dahl ikke udelukke:

- Det er interessant i forhold til Socialdemokraterne, hvornår de orienterer sig anderledes og siger: »Det er ikke mod de radikale, socialdemokrater skal kigge i fremtiden. Hvis det sker, vil det give Dansk Folkeparti nogle muligheder, siger han til Politiken på spørgsmålet om, hvordan han ser mulighederne for et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne.

Ryster ikke Venstre

Thulesen Dahls melding ryster ikke Venstre. Politisk ordfører Inger Støjberg er overbevist om, at DF fortsat vil være en loyal allieret:

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi via forhandling nok skal finde hinanden. Men det er da lige så klart, at Dansk Folkeparti selvfølgelig vil gøre alt for at få gennemført sin politik, siger hun.

Heller ikke Socialdemokraterne vejrer morgenluft:

- Vi samarbejder med alle de partier, vi kan. Men når det er sagt, så synes jeg primært, det her ligner en typisk taktisk melding fra Kristian Thulesen Dahl. Bundlinjen i dansk politik er jo stadig, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, som insisterer på at pege på Lars Løkke Rasmussen, siger politisk ordfører Maja Panduro til Politiken.