SF: Lidegaard er ikke fredet

SF - regeringens støtteparti - vil ikke garantere støtten til den nuværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Det slår partiets finansordfører Jonas Dahl nu fast, efter at TV 2 tidligere på dagen kunne løfte sløret for dele af en længe ventet rapport om Lidegaards ageren i forbindelse med den såkaldte solcellesag.

Rapporten slår fast, at den daværende klima- og energiminister allerede dagen inden at et flertal i Folketinget 19. december 2012 vedtog at lappe et hul i den vedtagne lov om støtte til solceller, blev orienteret om, at hullet var langt større end først antaget. Men de oplysninger videregav ministeren ikke, fastslår rapporten.

- Nu skal vi først have lejlighed til at læse den her rapport fra Rigsrevisionen, siger Jonas Dahl og fortsætter:

- Men hvis det viser sig at være korrekt, som I har været fremme med, at Martin Lidegaard har haft kendskab til de her ting inden han gik i Folketingssalen, og det vil sige i det her tilfælde har vildledt Folketinget, så er det en alvorlig sag.

Lyver man, er det tvivlsomt om man kan fortsætte

Rigsrevisionen konkluderer, at hullet i solcelleloven samlet set har kostet skatteyderne 1,8 mia kr. Martin Lidegaard har allerede modtaget en næse i sagen, og senere i dag skal Folketingets statsrevisorer tage stilling til, hvor skarp den yderligere kritik af Lidegaard skal være. Det vil ske på baggrund af Rigsrevisionens rapport.

- Det er jo meget klart, at man ikke må lyve for Folketinget, og derfor er det også en hårfin balance: Er det her en løgn, man har stukket Folketinget, eller har man bare undladt at oplyse fyldestgørende? Og det er noget af det, vi forhåbentlig bliver klarere på, når vi får Rigsrevisionens rapport.

SĂĄ Martin Lidegaard er ikke fredet pĂĄ forhĂĄnd?

- Der er ikke noget, der er givet. Hvis man har vildledt Folketinget og decideret løjet, så er den en alvorlig sag, og det vil det også være, selvom man har skiftet ministerium, siger Jonas Dahl.

- Hvis man lyver for Folketinget med fuldt overlæg, så har man et problem, og så synes jeg også det er tvivlsomt, om man kan fortsætte som minister. 

Statsrevisorerne holder pressemøde om sagen onsdag kl. 16. Du kan følge det direkte på TV 2 News.

FAKTA: Her er forløbet i solcelle-sagen

Klima- og energiminister Martin Lidegaard har fået en næse af Folketingets energiudvalg. Her er sagens forløb.

* Den 9. december får klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) et notat fra sit embedsværk om, at der kunne være et hul i solcelleloven.

* Den 19 december vedtages loven ikke desto mindre.

* I marts ændrer Lidegaard loven. "Der har vist sig at være et hul i loven, som vi nu får lukket", sagde han ved den lejlighed.

* Den 23. maj siger Martin Lidegaard til Berlingske, der har gravet i sagen, at han ikke var orienteret om lov-hullet, inden den oprindelige lov blev fremlagt og vedtaget.

* Den 28. maj var beskeden en anden pĂĄ et samrĂĄd om sagen i Folketinget. "Jeg har modtaget det bilag. Det er korrekt", sagde han.

* Den 30. maj giver Folketinget klima- og energiministeren en næse. Enhedslisten mener ikke, at ministeren med vilje har skjult oplysninger for Folketinget.