Asyl-boom koster 200 millioner kroner ekstra i år

Regeringen regner nu med, at udgifterne til asylansøgere i år vil vokse med i omegnen af 200 millioner kroner på grund af sommerens boom i antallet af mennesker fra især Syrien og Eritrea, der har søgt tilflugt i Danmark.

Det viser et svar til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik fra Justitsministeriet.

Oprindeligt regnede man med, at udgifterne til asylansøgere - der både omfatter udgifter til sagsbehandling, indkvartering, underhold og udsendelser - ville beløbe sig til i omegnen af 1,6 milliarder kroner i år.

Men nu regner Justitsministeriet med, at udgifterne vil komme op omkring 1,8 milliarder kroner inden årets udgang på grund af det stigende antal asylansøgere.

Dansk Folkeparti kræver svar på, hvor pengene skal komme fra.

- Det er et voldsomt stort tal, og det viser, at regeringen dybest set har opgivet at styre udviklingen, siger partiets integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Man må gøre op med sig selv, om man mener, at det danske samfund kan rumme og integrere alle de mennesker, og det mener vi ikke i Dansk Folkeparti.

- Pointen er, at det koster rigtig mange penge, som - hvis vi da ikke låner dem - jo i bund og grund kunne have gået til velfærd, ældrepleje eller andre områder, siger han.

I årets første tre måneder var tilstrømningen af asylansøgere ellers noget lavere, end tilfældet var sidste år.

Men lige præcis disse relativt rolige måneder har været med til at danne baggrund for, hvor mange penge regeringen har afsat til asylområdet for næste år, som i skrivende stund forventes at udgøre 1,3 milliarder kroner.

Om også det tal skal opjusteres, vil blive afklaret i kølvandet på forhandlingerne om næste års finanslov, understreger Justitsministeriet.