Første svenske valgmåling: Valgfesten bliver sjovere hos Socialdemokraterne

Musikken spiller allerede højt til Socialdemokraternas valgfest i Stockholm, mens stemningen er noget mere afdæmpet hos Moderaterne. En ny meningsmåling fra YouGov giver den rød-grønne opposition i Sverige regeringsmagten i Riksdagen med 44,9 procent af stemmerne, mens den nuværende regering med statsminister Fredrik Reinfeldt i spidsen står til at få 39,3 procent af stemmerne ved aftenens valg. 

Valgstederne er lukket her klokken 20 i Sverige, men allerede nu er den første indikator på, hvordan valget ender, kommet frem. Ifølge valgmålingen bliver Socialdemokraternas leder Stefan Löfven ny statsminister, mens den nuværende statsminister og leder for Moderaterne, Fredrik Reinfeldt, må se sig slået.

Han har ellers kæmpet indædt de seneste par dage og også på selve valgdagen. Det så længe ud til, at Stefan Löfven ville løbe med en klar sejr, men over de seneste uger er flere af stemmerne til de rød-grønne drysset tilbage til den borgerlige regering. Og det gav Fredrik Reinfeldt blod på tanden. Dog virker det nu til, at den nuværende regering har resigneret sig selv og forventer at trække det korteste strå.

Hvor Stefan Löfven efter at have afgivet sin egen stemme sagde, at han troede, 'vi har en god chance', var Fredrik Reinfeldt mere forsigtig.

- Man skal altid føle sig ydmyg på valgdagen, for nu er det op til vælgerne. Men vi har ført en fantastisk valgkampagne, lød det fra Fredrik Reinfeldt.

Også ude hos de steder i Stockholm, hvor Socialdemokraterna og Moderaterne skal holde valgfest, er stemningen henholdsvis høj og lav. 

Hos Socialdemokraterne er der musik og feststemning i det røde lys. Omvendt er der stille hos det borgerlige parti, hvor forventninger og håb er blevet afkølet i det blå lys.

Sverige er historisk set et land, der har haft en socialdemokratisk-ledet regering. Fredrik Reinfeldt er den første borgerlige statsminister, der har siddet i to perioder i træk.