Vestagers virkelige konkurrenceudfordring

En af mine forelæsere sagde engang, at hvis man kunne, så skulle man altid sørge for at aftale prisen på produkter med sine konkurrenter. Med andre ord skulle man endelig danne karteller, så længe man ikke blev opdaget. Dette er vejen til vækst og profit, og som forelæseren rundede af med at erklære, så skulle man huske på, at ’profit er gud’.

Ganske vist var der et glimt af ironi i disse udmeldinger, men på mange måder skildrer det fint de problemstillinger som Margrethe Vestager skal arbejde med som Konkurrencekommissær. En indstilling som hun først og fremmest skal ønskes tillykke med og som der, trods Dansk Folkepartis forsøg på at iscenesætte det modsatte, må betragtes som en tung og vigtig post inden for det europæiske samarbejde. Til dels fordi Vestager får mulighed for aktivt at bekæmpe protektionisme og tåbelig statsstøtte, men i den grad også fordi, at hun aktivt kan tiltalesætte, at konkurrence og forskellighed er det, som har drevet Europa frem.

EU og dets medlemslande er desværre gået i en retning, hvor protektionisme og tilskudsordninger er blevet mere reglen end undtagelsen, og vi oplever i stigende grad, at statslig og overstatslig indblanding i markedskræfterne overskygger de oprindelige visioner om fri konkurrence. På samme tid har adskillige politikere argumenteret for at udviske forskellene mellem nationerne og søge mod en yderligere harmonisering i EU. I mine øjne bliver Vestagers fornemmeste opgave at gøre op med netop disse to problemstillinger.

Vestager skal i sagens natur være hele EU’s vagthund som sørger for, at virksomheder ikke aftaler og koordinerer priser, deler markederne mellem sig, eller på andre måder forsøger at kontrollere og monopolisere markedet. Markedet er kun frit, hvis det er fri for snyd, hvad enten det drejer sig som tåbelige nationale statsstøtteregler eller virksomheder der forbryder sig mod det fælles regelsæt. Det er i sig selv ikke en let opgave at administrere konkurrenceforvridning, og man må derfor håbe, at Vestager allerede fra start markerer sig som stålfast på dette område.

Hvad der dog er mere interessant at følge, bliver om Vestager vil udnytte de vide beføjelser i forhold til at træffe sine egne beslutninger, som Konkurrencekommissærer normalt har haft.

Og hvor ville det være forfriskende, hvis hun kunne stå i front mod det som venstrefløjen - og faktisk også Radikale Venstre - har kæmpet indædt mod at udviske: konkurrencen og forskelligheden mellem landene.

Det ville være fantastisk, hvis Vestager kunne stille sig i forreste række og erkende, at EU’s velstand gennem årtier er blevet skabt ved konkurrence, og at krav om f.eks. minimumsskat for virksomheder i EU eller en fælles minimumløns på tværs af EU på ingen måde gavner landenes muligheder for at gøre sig konkurrencedygtige. Harmonisering er og bliver ikke løsningen på alle problemer i Europa, og kun ved at udnytte forskelligheder lande imellem vil Europa forblive attraktiv for såvel investorer som turister. På denne måde ville Vestager kunne gå fra være Kartel- og Statsstøttekommissær til rent faktisk at leve op til det som hendes nye titel burde indebære.

Jeg er personligt tilhænger af den frie bevægelighed, det indre marked og visionerne bag det europæiske projekt. Men jeg er endnu større tilhænger af, at de enkelte lande frit vælger, hvordan de fx vil indrette deres arbejdsmarked, deres skattesystem og deres uddannelsessystem. Der er en vej til at genskabe den europæiske vækst, og dette kan opnås ved at skabe gode konkurrenceforhold og give plads til forskellighed. Hvis Vestager som Konkurrencekommissær vil være med til at sætte dette på agendaen, så tror jeg, at EU måske kan finde et lys for enden af tunnelen.

Jeg elsker den tyske grundighed, det spanske temperament og de danske piger. Det er det som gør os forskellige, der giver os noget at byde på – og det er måske en meget god huskeseddel til vores nye Konkurrencekommissær.