Minister i samråd om Metroselskabet: - Er tålmodigheden snart opbrugt?

Transportminister Magnus Heunicke var onsdag eftermiddag i åbent samråd, hvor transportudvalget krævede svar på en række spørgsmål om Metroselskabet, som er delvist statsligt.

Udvalget bad blandt andet ministeren om at forholde sig til de stærkt kritiserede forhold hos nogle af de entreprenører, der arbejder for Metroselskabet på cityringsprojektet.

Ikke mindst gårsdagens afsløringer om de 200 portugisiske Metro-arbejdere, der via en underleverandør har været indlogeret i en nedlagt kontorbygning på en giftgrund i Rødovre under kummerlige forhold.

En af transportudvalgets stærkt utilfredse medlemmer var Henning Hyllested (EL). Han pointerede, at det er uacceptabelt, at der tre år inde i processen med metroarbejdet til stadighed dukker sådanne afsløringer op i en efterhånden længere række af sager om lønsnyd, dårligt arbejdsmiljø med videre. Han spurgte derfor:

Hvornår er ministerens tålmodighed opbrugt– hvor længe skal de (direktionen i Metroselskabet, red) have lov til at køre noget, som de ikke dur til?

Ministeren kunne imidlertid ikke give noget konkret svar på, hvornår præcist tålmodigheden er opbrugt. Han erkender dog, at det ikke er tilfredsstillende:

- Vi er hele tiden i tæt kontakt (med metroselskabets direktion, red). Men det er klart, at nu er der ikke flere undskyldninger, nu skal der leveres. Vi sætter nu ekstraordinære undersøgelser i gang, så vi kan få ryddet helt op i det her. Og så må vi tage ved lære af det for fremtiden, lød det fra Transportministeren med henvisning til store fremtidige projekter såsom Femern Bælt-forbindelsen.

Her forventes det, at der vil blive opført en lille ”by” tæt på Femern-byggeriet til de ansatte på projektet. Dette for at sikre ordentlige boligforhold – og derudover vil det give et bedre overblik over, om løndumping finder sted, forklarer Magnus Heunicke.

Hvad angår det igangværende kæmpeprojekt, så fik Henning Hyllested og co. altså nogle tilkendegivelser, som der skal følges op på: 

- Jeg tolker transportministerens udmelding sådan, at det nu er sidste chance. Nu skal Metroselskabet levere, og det vil jeg holde ham op på, sagde Henning Hyllested efter samrådet.

Se og hør hvad Magnus Heunicke havde at sige til TV 2 NEWS efter mødet med transportudvalget i videoen øverst oppe.