Hver tredje røde vælger klar til at vælte Thorning på dagpenge

Enhedslisten skal vælte regeringen, hvis det ikke lykkes at forhandle forbedringer af dagpengesystemet på plads ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Sådan lyder svaret fra mere end hver tredje vælger, der stemte rødt ved sidste valg. I en meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, svarer 37 procent af de adspurgte, der stemte på Socialdemokraterne, Radikale, SF eller Enhedslisten ved sidste valg, at ændringer af dagpengesystemet således skal være et ultimativt krav i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov. Medtages også de blå vælgere, er det 47 procent – altså omkring halvdelen – der mener, at Enhedslisten bør vælte regeringen, hvis ikke der bliver givet dagpengeindrømmelser.

Blandt Enhedslistens egne vælgere er det omkring halvdelen, der mener, at forbedringer på dagpengespørgsmålet skal være et ultimativt krav – men det skal understreges, at den statistiske usikkerhed er væsentligt større, når der kigges på de enkelte partiers vælgere, da antallet af respondenter her er mindre.

Skipper: Nytter ikke at vælte regeringen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt indledte tidligere på sommeren den politiske sæson med at slå fast, at regeringen ikke har planer om at bruge efterårets finanslovsforhandlinger til at ændre på dagpengesystemet.

En melding, der er blevet mødt med kritik fra både Enhedslisten, SF, blandt Socialdemokrater og fagbevægelsen

Men Enhedslisten kommer ikke til at vælte regeringen på dagpengespørgsmålet, lyder beskeden fra Pernille Skipper.

- Hvis det på nogen måde kunne løse dagpengeproblemet, at vi væltede regeringen, så ville vi da overveje det. Men det bare at vælte regeringen og sætte manden bag det tossede system – altså Lars Løkke – tilbage i spidsen for landet, løser jo ingenting. Tværtimod.

Så I overvejer ikke at vælte regeringen?

- Nej, for vi kan ikke se, hvordan det skal kunne løse problemerne. Men vi prøver i stedet at få regeringen til at forstå, at jo stejlere de står på ikke at gøre noget, jo sværere bliver det for dem at blive genvalgt, siger Pernille Skipper, der mener at målingen kan være med til at lægge pres på regeringen.

- For mig at se viser de her tal, at dagpengespørgsmålet er et helt afgørende emne for rigtig mange mennesker – ikke blot dem, der falder ud af systemet. Det viser, at mange i det røde bagland også klart forventer, at regeringen er klar til at gøre noget ved det her problem. Og på den måde er de her tal noget, vi kan tage med i forhandlingerne, siger Pernille Skipper og fortsætter:

- Men Enhedslisten kan ikke kæmpe den her kamp alene. Vi har brug for at det socialdemokratiske bagland og at fagbevægelsen eksempelvis er med til at presse på for det her.

Megafon-målingen er gennemført i perioden 25.-27. august blandt 1.007 respondenter.

Tirsdag skal regeringens forslag til finanslov førstebehandles i Folketingssalen.

Målingen

Spørgsmålet: Hvis ikke Enhedslisten får forbedringer af dagpengesystemet med på den kommende finanslov, bør partiet trække sin støtte til regeringen, som derved må udskrive valg

Alle vælgere:

  • Helt enig, Overvejende enig - 47%
  • Hverken/eller - 10%
  • Overvejende uenig, Helt uenig - 32%
  • Ved ikke - 10%

S-R-SF-EL’s vælgere:

  • Helt enig, Overvejende enig – 37%
  • Hverken/eller – 10%
  • Overvejende uenig, Helt uenig – 47%
  • Ved ikke – 6%

Ifølge Megafon er usikkerheden, hvis kun røde vælgere medvirker, på +/- 4,9 procent.

Megafon-målingen er gennemført i perioden 25.-27. august blandt 1.007 respondenter.