V foreslår styrkede patientrettigheder

Hvilke børn med psykiske lidelser får det bedre af at vente to måneder på behandling, frem for at have ret til hurtig behandling inden for en måned? Og hvorfor er regeringen mere optaget af at bekæmpe privathospitaler frem for at bekæmpe ventelister? Disse og mange andre spørgsmål mangler regeringen fortsat at levere et klart svar på.

Venstre præsenterer nu et nyt samlet oplæg til at styrke patienternes rettigheder i det danske sundhedsvæsen. Vi skal have et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og vi skal samtidig give patienterne nogle helt konkrete rettigheder til at kunne fravælge lange ventetider. Det skal hverken være uddannelse eller størrelsen på pengepungen, der afgør patienternes plads i køen til fx sygehuset.

Hvorfor? Fordi ingen patienter bliver raske af at stå på lange ventelister til udredning eller behandling, ligesom ingen borgere med et lægeligt begrundet behov for genoptræning får det bedre af at blive parkeret på en venteliste.

Derfor ønsker Venstre at udvide og videreudvikle det frie valg på sundhedsområdet, så vi kan skabe en mere fri og lige adgang til hurtig udredning, behandling og genoptræning. Det kommer ikke mindst de borgere til gode, der ikke selv har mulighed for at købe sig til et privat tilbud, og ikke selv har ressourcer og overskud til at kunne navigere i et stort og komplekst sundhedsvæsen.

Derfor skal vi sætte mennesker før systemer - ikke systemet før mennesket. Kort sagt: Patienterne skal igen sættes i centrum.

På en række områder har regeringen forringet borgernes frie valg. Eksempelvis har regeringen forringet behandlingsgarantien, og dermed patienternes adgang til at kunne fravælge lange ventetider til behandling. Ikke for at spare penge, men fordi regeringens modstand mod privathospitaler vejer tungere end patienternes frie valg.

Regeringen forsøger at camouflere sin forringelse af behandlingsgarantien med et argument om, at de ”mest syge” skal behandles først. Hvem i alverden kan være uenige heri? Jeg tror faktisk ikke, at der findes et eneste parti i Folketinget, som IKKE går ind for, at de mest syge skal behandles først. Det var da også derfor, at VK-regeringen i sin tid indførte pakkeforløb for kræft- og hjertepatienter. De patienter bliver altså allerede – og skal også fortsat – behandles langt hurtigere end patienter med andre sygdomme uden unødig ventetid.

Når det åbenbart alligevel bliver et argument i debatten, så skyldes det formentlig et forsøg på at dække over konsekvenserne af regeringens forringelser af behandlingsgarantien. Nemlig at absolut ingen patienter har fået forbedret deres behandlingsgaranti, mens mange patienter har fået forringet deres ret til hurtig behandling.

Venstre tager nu et nyt skridt i bestræbelserne på at bekæmpe ventelister i sundhedsvæsenet. Vi foreslår, at alle patienter får ret til hurtig udredning, behandling og genoptræning, og dermed at patienterne får mulighed for selv at kunne fravælge lange ventetider.

Jeg har bemærket, at de røde partier mener, at forslagene vil skabe mere ulighed i sundhedsvæsenet. Intet er mere forkert. Tværtimod vil det jo skabe øget lighed i adgangen til sundhed, at alle patienter uanset pengepungens størrelse får ret til hurtig udredning, behandling og genoptræning.

Men de røde partier mener altså, at det skaber større lighed i sundhedsvæsenet, at dem med økonomien i orden kan springe ventelisterne over og købe sig til hurtig behandling på privathospital? Jeg er ikke enig, og det er godt nok et skævt form for lighedsideal, som de røde partier abonnerer på.

Hvorfor ikke sikre hurtig udredning, behandling og genoptræning til dem, der ikke selv har mulighed for at købe sig til et privat tilbud, og ikke selv har ressourcer og overskud til at kunne navigere i et stort og komplekst sundhedsvæsen?