Forza, Hobro!

Mandag aften d. 1. september lukkede fodboldens transfervindue. Samme aften slog Hobro FC Vestsjælland med 3-1. Den første begivenhed fik stor opmærksomhed – den sidste langt mindre.

Transfervinduet bekræftede en tendens, som har varet længe: fodboldens overgangssummer bliver mere og mere vanvittige. Eksempelvis må det for den almindelige kriseramte spanier føles som en hån, når Barcelona er i stand til at betale 700 mio. kr. for Luiz Suarez, som ved VM udmærkede sig ved at sætte tandkødet i en modstander. De store klubber brugte i omegnen af 1 mia. kr på at købe ind. Mange af dem kører samtidig med gigantiske driftsunderskud.

Vi ser også tendensen i Danmark. Brøndby leverede for ikke længe siden et halvårsregnskab med et underskud på 150 mio. kr. Ikke desto mindre har klubben været i stand til at erhverve sig stribevis af nye spillere med Daniel Agger som den mest spektakulære men så sandelig ikke den eneste.

Det hjælper naturligvis når man – som Brøndby – har Joachim von And med i bestyrelsen, men det er drivende usundt, når man på trods af et stort driftsunderskud driver udgifterne yderligere i vejret gennem aggressive spillerindkøb. Og i forhold til de andre danske klubber er det vildt konkurrenceforvridende. For ikke så længe siden var det Brøndby’s filosofi, at man ville udvikle spillere af egen avl. Det er der ikke meget af længere.

Det er på den baggrund, at Hobro bliver interessant. Og det er egentlig mærkeligt, at sportspressen ikke går tættere på fænomenet.

Jovist, det er overordnet en god historie og den er for så vidt også fortalt. Vi har været inde i omklædningsrummet, set den sympatiske Mads Justesen går rundt på gården osv. Men under det ligger der nogle lag, som burde undersøges nærmere.

For ikke mindst i lyset af transfervinduets prisvanvid er det mere sensationelt end som så. Specielt med følgende kendsgerninger:

* Hobro har ikke fedtet sig til holdets sejre. Modstandere som OB, Brøndby, FCK og Vestsjælland er regulært blevet spillet ud af banen.

* Med enkelte undtagelser har Hobros spillere jobs eller studier ved siden af fodboldspillet. De kan ikke koncentrere sig 100%  om fodbolden, hvilket påstås at være en forudsætning for at man kan restituere sig efter kampene og udvikle sig som spillere. Såvidt jeg er orienteret, har Hobros spillere ikke flere skader end konkurrenterne – vel nærmest tværtimod. De er fit for fight til kampene og har generelt udviklet sig mere end de gjorde i deres tidligere fuldtidsprofesssionelle klubber.

* I udgangspunktet er Hobros spillere dårligere end deres konkurrenter. Mange af dem er hentet i superligaklubber, som har dumpet dem, fordi de ikke var gode nok. De har været tæt på at opgive karrieren som heltidsprofessionelle, men er så kommet i gang igen under nye forhold som fyraftensproffer.

* I forhold til andre klubber kører Hobro på gamle dyder: klubånd, sammenhold og hårdt arbejde. Ikke mindst sammenholdet i truppen er vigtig. Oprykningen til Superligaen blev ikke fejret ved at købe ind i dyre domme – dette ville ikke være for fair overfor de spillere som havde taget slæbet i 1. division. Truppen blev taget med på råd da man signede med Antipas – det er fint med en stjerne, men hvis det går ud over sammenholdet på holdet, dur det ikke. Der er med andre ord tale om en ansvarliggørelse helt ned til den enkelte spiller.

Det interessante spørgsmål er så, om der er en sammenhæng mellem disse lidt alternative parametre og så Hobro’s aktuelle placering i Superligaen.

Med andre ord: Kunne det tænkes at spillerne udvikler og restituerer sig lige så godt ved at have et job frem for passiv afslapning? Kunne det tænkes, at inddragelse er så stærk en kraft, at den kan kompensere for mindre talent på banen? Kunne det tænkes, at klubberne taber værdifulde spillere på gulvet, fordi de har en gammeldags og rigid ledelsesfilosofi? Kunne det tænkes at de foreningsværdier, som hånligt kaldes ”romantiske” under de rette forhold kan blive en positiv kraft også for elitesportsudøvere?

Jeg kender ikke svarene, men det er da værd at undersøge.

Men indtil da: Forza, Hobro!