Udenrigsminister overtager Vestagers valgkreds

Når Danmark om senest et år skal til folketingsvalg bliver det uden Margrethe Vestager på de nordsjællandske stemmesedler.

I stedet kan vælgere med radikal forkærlighed sætte deres kryds ved udenrigsminister Martin Lidegaard, som nu overtager opstillingskredsen Rudersdal fra den kommende EU-kommissær.

Det bekræfter partiets pressetjeneste over for Ritzau.

Vestager har siden 2007 været opstillet i Rudersdal, som er en del af Nordsjællands Storkreds, hvor partiet ved sidste valg høstede to mandater til Margrethe Vestager og Christian Friis Bach.

De har nu begge forladt Folketinget, og dermed er der gode muligheder for at opnå valg Lidegaard, der ikke var kandidat ved valget i september 2011.

Ikke desto mindre blev han udpeget som radikal Klima- og Energiminister efter regeringsdannelsen, og efter et år på posten annoncerede han, at han ville opstille til Folketinget ved næste valg.

I december 2012 blev han opstillet som kandidat i Brønshøj-Husum-Vanløse, som hører under Københavns Storkreds.

Her fik De Radikale tre mandater ved sidste valg, som gik til Manu Sareen, Lone Loklindt og Uffe Elbæk. Sidstnævnte har siden forladt partiet.

Til gengæld har tidligere miljøminister Ida Auken sluttet sig til partiet, og hun blev ligeledes valgt i Hovedstaden, da hun opstillede for SF.

Dermed står Lidegaard alt andet lige med bedre mulighed for at blive valgt lidt længere nord på.

Skulle det lykkes for Lidegaard at opnå valg, bliver det ikke første gang, at han kan kalde sig folketingsmedlem.

Fra 2001 til 2007 repræsenterede han partiet i to valgperioder, dengang som kandidat på først Vesterbro i København og sidenhen Roskilde.

Lidegaard, der har siddet som udenrigsminister siden SF forlod regeringen i januar, blev ikke genvalgt i 2007.