Sidste udkald for løftebrudsbrydere?

Skuffelsen har været stor blandt vælgerne i rød blok stort set siden Helle Thorning-Schmidt satte sig til rette i statsminsterstolen efter valget i 2011. Denne skuffelse kan jeg som borgerlig sagtens følge, da den bunder i et afkald på de forpligtelser og den troværdighed, som enhver må forvente, at folk lever op til i deres daglige arbejde.

Med ”Fair Løsning” blev danskerne sat alverdens velfærdsfantasier i sigte, som den røde regering med bulder og brag ville indføre, når de kom til magten. Her taler vi ting som indførelse af millionærskat, besvarelse af efterlønnen og naturligvis et fundamentalt opgør med dagpengereglerne. Som historien viser, blev disse løfter selvsagt aldrig realiseret, og kontraktpolitik og troværdighed er siden da blevet erstattet med løftebrud og parolen om ’nødvendighedens politik’.

Umiddelbart er det ikke så svært at forstå regeringens ræsonnement de senere år; Radikale Venstre var ikke klar til kompromiser og et ekstra kig i statens finanser indikerede ”pludseligt”, at den politiske velfærdsgavebod efter krisen var nogenlunde i samme størrelsesorden som et SU-budget efter huslejen, madpakken og FitnessWorld-abonnementet er betalt.

Med de igangværende finanslovslovsforhandlinger har regeringen dog nu muligheden for at gøre dem selv til løftebrudsbrydere og vende tilbage til idealet om en stadig voksende velfærdsstat.

Dette er ikke fordi, at det giver mere mening med overforbrug og underskud på det offentlige finanser, end det gjorde ikke i 2011. Det har heller ikke noget at gøre med, at Margrethe Vestager er smuttet til Bruxelles, og at ændringer af dagpengereglerne nu pludselig giver mening i det radikale bagland. Det er ganske enkelt fordi, at valget står for døren, og at det nu er til tid at dele gaver ud af kassekreditten igen.

I sagens natur vil dette være en selvmodsigelse mod den såkaldte ansvarlige kurs som regeringen påstår har ført Danmark gennem krisen. Men det vil også være et endnu et tegn på, at så længe man lover fryd, gammen og velfærdskroner til den danske befolkning, så vil gamle venner fra både fagbevægelsen og befolkningen komme tilbage i folden.

Realiteten er desværre, at det røde finanslovsudspil - allerede uden indrømmelse på dagpengeområder - kalkulerer med et massivt underskud, der vil gældsætte Danmark yderligere. Vi ser ikke tiltag, der vil forbedre dansk konkurrenceevne, afvikle bureaukrati eller give mere tryghed og frihed til danske borgere. Tiltag som alle i den grad bør være højt på agendaen, såfremt man ønsker et Danmark, der ser ud over lappeløsninger og tænker fremadrettet.

Tænk hvis vi havde en regeringen, der rent faktisk tog fat på Danmarks gæld og aktivt kæmpede for, at de kommende generationer ikke skal lide under fortidens fejl. Tænk hvis vi aktivt kæmpe for at få væksten tilbage andre steder end i den offentlige sektor, som stadig distancerer sig som verdens absolut største. Og tænk, hvis det rent faktisk bedre kunne betale sig for danskere at arbejde frem for at være på offentlig ydelse.

For at disse ting skal realiseres, er skatte- og afgiftslettelser naturligvis en forudsætning, der samtidig vil give frihed og råderum tilbage til danskerne. Det er en let værdipolitisk prioritering, hvor væksten i samfundet vægtes højere end i den offentlige sektor, og hvor vi samtidigt signalerer en tillid til, at danske borgere er bedre til at træffe beslutninger omkring deres økonomi og tilværelsen end regeringen nødvendigvis er det.

Hvis Helle Thorning i sandhed ønsker at føre en ansvarlig politik, hvor vi ikke efterlader regningen i børneværelset, er min klare opfordring derfor, at hun står fast på sine løftebrud. At hun dropper lappeløsninger i valgkampsøjemed. Og at regeringen indser, at gaver til fagbevægelsen ikke er det, som bringer Danmark tilbage på sporet.

Og hvis Helle nu ender ud som løftebrudsbryder, så husk bare tilbage på ’Fair Løsning’ – regnestykkerne kan jo altid laves om.