Dalgaard: "Vestager bliver overhund eller underhund"

I den næste uges tid vil der være intense forhandlinger om at fordele kommissærposterne i den nye EU-kommission, og det er usikkert, hvilken post Margrethe Vestager kan gøre sig forhåbning om.

- Som noget nyt er fordelingen af kommissærposter et spørgsmål om at blive overhund eller underhund, fortæller TV 2’s internationale korrespondent Svenning Dalgaard.

I den nye kommission skal alle kommissærer nemlig ikke være ligestillede. De vil blive inddelt i syv grupper, der hver får en kommissær som leder. De syv ledende kommissærer bliver så samtidigt viceformænd for kommissionen.

Svenning Dalgaard vurderer, at den nyudnævnte danske kommissær Margrethe Vestager vil gå efter en post på det økonomiske område.

- Energiområdet eller Det Indre Marked er nok de områder, hvor der er mest magt. Hvis man da går ud fra, at Tyskland sætter sig på handelsområdet. I den økonomiske gruppe er det tilsyneladende den nuværende finske kommissær, der bliver leder af denne gruppe, og dermed en af de syv viceformænd for kommissionen. Margrethe Vestager er jo blevet lovet en tung post, men om hun kan skubbe den finske økonomikommissær ud eller få en af de øvrige viceformandsposter, det får vi at se, siger Svenning Dalgaard.