EU-kender: Her er Thornings mulige vej til posten

Det er slet ikke umuligt, at Helle Thorning-Schmidt lørdag trækker sig ud af EU-topmødet med en post som rådspræsident. Sådan lyder vurderingen fra den tidligere direktør for den uafhængige tænketank European Policy Center, Hans Martens.

Han mener, der lige nu er to scenarier for fordelingen af posten, når de europæiske regeringsledere mødes lørdag for blandt andet at finde de nye på de to topposter som rådspræsident og udenrigschef.

- For mig ser det ud til, at en af de to poster skal gå til en østeuropæer. Desuden skal en af dem gå til en centrum-venstre og den anden til en centrum-højre, fortæller Hans Martens til tv2.dk.

- Da der er mangel på kvinder i den nye kommission, vil posten som udenrigschef sikkert gå til en kvinde, fordi den post også er automatisk vice-præsident i kommissionen. Da udenrigsposten haster mest, kunne man tænke sig at den faldt på plads først.

Her er der nævnt to realistiske kvindelige kandidater: Den italienske udenrigsminister Federica Mogherini og den bulgarske EU-kommissær Kristalina Georgieva. Og hvem af disse, der bliver valgt som udenrigsminister, bliver altafgørende for, om det bliver polske Donald Tusk eller Helle Thorning-Schmidt, der får posten som rådspæsident.

- Hvis det bliver den italienske udenrigsminister, så er Tusk logisk på rådsposten, da italienerinden er centrum-venstre. Hvis det bliver f.eks. kommissær Girogieva (centrum-højre, red.) så kunne en socialist være logisk på rådsposten, mener Hans Martens.

Og skal der vælges en centrum-venstre-politiker til posten, vil Helle Thorning-Schmidt stadig være en af de højest placerede på listen.