Danskerne: Sig ja hvis du bliver spurgt, Thorning

Hvis Helle Thorning-Schmidt får tilbudt jobbet som EU-præsident, skal hun sige ja.

Det mener et stort flertal – 72 procent – af danskerne, ifølge en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Blot 15 procent af de adspurgte er uenige/meget uenige i, at Thorning skal tage EU-jobbet og dermed træde tilbage som statsminister.

Også blandt de vælgere, der stemte på Socialdemokraterne ved det seneste valg, mener et stort flertal - 69 procent - at den nuværende partiformand skal sige ja. Og der er flertal inden for alle vælgergrupper.

Thorning afviser

Hvem der ender med at afløse belgieren Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd, populært kaldet EU’s præsident, bliver formentlig besluttet, når EU’s stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles lørdag eftermiddag.

Helle Thorning-Schmidt er igennem længere tid i både danske og internationale medier blevet nævnt som en blandt flere, der er i spil til posten. Den polske statsminister Donald Tusk er især de seneste dage blevet nævnt som den nuværende favorit.

Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange afvist, at hun ønsker at skifte statsministerposten ud med et EU-job. 

Megafon-mĂĄlingen er foretaget i perioden fra 25.- 27. august blandt 1007 respondenter. 13 procent svarer 'hverken/eller' eller 'ved ikke'.