Finanslov ender ikke i valg

Sidste tirsdag i august med offentliggørelsen af regeringens forslag til finanslov byder traditionen tro op til den rituelle stammedans på Christiansborg. Med krav om dette eller hint, ja og nej og rødt eller blåt forlig. Nogle mumler endda ordet folketingsvalg som en slet skjult trussel mod regeringen.

Men glem det sidste. Hvis Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr mod forventning smækker med døren på stengangen i Finansministeriet og forlader efterårets forhandlinger med Bjarne Corydon, så træder Lars Løkke Rasmussen ind igen.

Sådan tænker de i hvert fald blandt ledende ministre. Men det er langt fra noget, de har lyst til. Som en minister har udtrykt det over for mig: ”Løkke er sikkert billigt til salg, men han tager sig dyrt betalt”.

Nok er finansloven malet i de røde nuancer, men det er næppe noget, som forskrækker Venstre. Milliarder til sundhedsvæsenet – og gerne flere – er ok. Og det forhøjede skattefradrag for fagforeningskontingenter kan Lars Løkke altid forhandle ud igen. Det har han gjort før.

Det giver ballade i den røde lejr med ny frustration i fagbevægelsen og altså en af de dyrt betalte indrømmelser, når vi ser på politiske konsekvenser og ikke finanslovens bundlinje i kroner.

Yderligere madding

Og så har Corydon yderligere madding på krogen. Hvis Lars Løkke indgår et blåt forlig, kan han få forlænget håndværkerfradraget. Milliarderne er der til det.

På den led er et blåt forlig billigt. Det dyre er, at rød splid og råben af hinanden om ansvaret for det hele vil få udsigten til et forlænget regeringsmandat hos vælgerne til at fortone sig yderligere. Men regeringen vil købe sig tid og håbe på et eller andet.

Omvendt hos Løkke. Hvis han har et par måneders ekstra tålmodighed, så vil den politiske gevinst være enorm. Samarbejdsvilje, resultater og alt det der. Og han tror alligevel ikke på, at det ender i valg. Venstre-bedømmelsen synes at være, at hvis Løkke ikke tager momentet, såfremt det opstår, så vender Corydon tilbage til den røde side, bider hovedet af al skam og laver sin finanslov alligevel.

Ved det godt

Alt det ved Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr selvfølgelig godt. De kan spille højt spil på, at Løkke ikke er til noget. Men også hos dem er fornemmelsen, at Lars Løkke spøger på gangen i Finansministeriet. De får ikke meget af dagpengene, men ellers er der meget langt frit slag. Bjarne Corydon vil give dem lov til at efterlade indtryk af, at de har været dyrt til salg. Men reelt må de nøjes med at tage sig billigt betalt i det røde forlig, det hele ender med.

Med mindre altså, at EU-topmødet 30. august ender med en dansk EU-præsident og Mette Frederiksen som statsminister. Så åbner hele spillet igen. Med nye forventninger hos de røde med pres på de radikale og en Lars Løkke, der må overveje, om hun skal have lov til at vokse sig stor.

Men den tid den glæde – eller sorg. Alt efter politisk farve.