Tirsdagsanalysen er tilbage: "Hun er ikke i spil, eller hvad?"

Spekulationerne og rygterne om statsminister Helle Thorning-Schmidts mulige kandidatur til en toppost som rådsformand i EU var selvsagt et af emnerne, da Mogensen og Kristiansen her til aften var tilbage efter sommerferie i Tirsdagsanalysen på TV 2 News.

For selv om politikerne også har været på sommerferie, står diskussionsemenerne i kø i dansk politik med formandsskifte hos De Konservative, de nye "venner" i SF og en genoplivet debat om dagpengene ved indgangen til en politisk sæson, der med garanti bliver den sidste inden et folketingsvalg, der skal udskrives senest om et år.

I forhold til rygterne om Helle Thorning-Schmidts exit fra dansk politik er  kommentatorparret i Tirdagsanalysen enige om, at hun tackler presset ret godt. 

- Hun håndterer den her situation ret fabelagtigt. Der har ikke været en sprække at komme efter, siger Michael Kristiansen om de vedvarende spørgsmål, hun løbende er blevet mødt med.

- Hun har beskyttet sig godt. For det er jo en enorm udsat position at være i spil, som hun er, siger Michael Kristiansen.

Rygtet blev senest bragt i spil af Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis sommergruppemøde for halvanden uge siden.

- Det er jo helt tydeligt, at det meste af det politiske er rettet mod spørgsmålet om Helle Thorning-Schmidt som ny EU-formand. Ind til det er afklaret, om hun får den post, som hun helt sikkert går meget kraftigt efter, virker det som om, der er et vakum i dansk politik, sagde Kristian Thulesen Dahl på det afsluttende pressemøde, da han forsøgte at skabe usikkerheden om statsministerens situation.

Peter Mogensen mener ligefrem, at der er en grund til, at der ikke længere bliver spurgt ind til, om Helle Thorning-Schmidt er i spil til en toppost i EU.

Få det hele med: Se sæsonpremieren på Tirsdagsanalysen på TV 2 Play

- Hun er et mulehår fra at få Rompuys (Herman Van Rompay, nuværende rådsformand i EU, red.) job. Det er jo en kæmpe post for en dansker at få. Og det er jo gået fra at være en klods om benet på hende, til at der nu er ærefrygt omkring det. For tænk, hvis hun lander den fisk på bordet, lyder Peter Mogensens analyse af situationen.

- Det er en dobbelt "Anders Fogh med skrue" i forhold til NATO. Så nu sidder folk nærmest og holder vejret, siger Peter Mogensen, der i løbet af foråret havde svært ved at tro på rygterne.

- Hvis hun bliver taget i bare et øjeblik at virke interesseret, mister hun totalt sin autoritet. Men hun har været virkelig dygtig til at afskærme sig selv fra den ret besværlige situation, siger Michael Kristiansen.

Fordelingen af topposterne i EU bliver formentlig afklaret på et nyt topmøde i Bruxelles den 30. august. EUs parlament godkendte for sommerferien Luxemborgs Jean-Cleaude Juncker som ny kommissionsformand. Men ud over fordelingen af nye kommissærer er posterne som rådsformand og ny udenrigsminister er stadig i spil.