Politikerne ved altid bedst

Et af de mest grundlæggende problemer i dagens Danmark er, at politikere tror, at de ved bedre.

Kommuner ringer nu unge skoleelever op, så de kan komme i skole til tiden. Det har politikerne sørget for.  Lektielæsning foregår ikke længere bag hjemmets fire vægge, for det kan – som så meget andet – bedre administreres af institutioner. Og nu skal initiativer sikre, at vi danskere får en sundere madkultur.

Tænk, at Danmark i dag er reduceret til totalt ansvarsfralæggelse, hvor al sund fornuft i vores samfund er blevet erstattet af politisk bedrevidenhed. Mere end noget andet er dette blevet symbolet på den mangel på respekt for almindelig mennesker, som vi oplever i dagens Danmark.

Og med et haltende uddannelsessystem, en ikke-eksisterende vækstdagsorden og dette virvar af politisk bedrevidenhed, kan man mene, at der er nok at tage fat på, når jeg med dette indlæg begynder min serie af betragtninger omkring det politiske landskab.

Og måske funderer I allerede, om jeg vil være endnu en i rækken af politikere, der agter at påstå, at jeg ved, hvad der er bedst for alle danske borgere. En ’meningsdanner’ med det formål at beskrive, hvordan lovforslag på Christiansborg til hver en tid kan skabe et bedre Danmark, hvis vi bare regulerer lidt, skruer en smule på knapperne og ellers lader embedsværket om at eksekvere lovgivningen til gavn for danskerne. 

I så fald må jeg skuffe jer. Nuvel, jeg er ganske vist præget af over 7 år i ungdomspolitik, hvor visioner og idealer i langt højere grad er gennemtrængende end ved landspolitik, der – særligt i disse dage – er præget af uanede mængder af spin og pressens evige jagt på den gode historie. Tilbage er blot politikernes grå visioner, der henlægges til en ekstra paragraf af detailregulering, der således kan sælges til befolkningen som et endnu forfejlet forsøg på at sikre landets ve og vel.

Denne udvikling er om noget symbolet på, hvad der er galt med politik i dagens Danmark. Afstanden mellem Danmarks befolkning og beslutningstagere er enorm, og i Christiansborgs osteklokke synes den almindelige danske familie at være forsvundet fra bevidstheden. Dette efterlader spørgsmålet om, hvornår grænsen går for den danske befolkning? Hvor længe vil vi trækkes rundt i manegen af politisk bedrevidenhed og den christiansborgske doktrin om, at politikere altid ved bedst?

Sommerens agurketid har om noget udstillet denne udvikling. Med fødevareminister Dan Jørgensen i spidsen er den moraliserende politik kommet i højsædet, og nu skal initiativer sikre en madrevolution for at gøre op med danske familiers madvaner. Næste skud på stammen var detailhandlen, der ifølge ministeren kynisk plejede egeninteresser ved at placere slik strategisk og markedsføre ”usunde produkter”. Med sine initiativer gør Dan Jørgensen, hvad så mange andre politikere ønsker sig; han guider, moraliserer, prædiker og ender til sidst med at placere sig lige der, hvor han ved, at magten befinder sig – i dette tilfælde i danskernes køkken.

Moderne politikere fremstår dermed som præster, der i små korte formaninger spyer åbenbaringer i hovedet på en stadig mere irriteret befolkning. Og alt imens politikerleden stiger, forsætter politikerne deres korstog uden at indse, at det befolkningen har brug for, ikke er en ny religion bestående af forbud og påbud i en endeløs række, men derimod nogle repræsentanter, der rent faktisk taler deres sag og taler til og med dem.

Nuvel, Dan Jørgensen har muligvis blot grebet muligheden for lidt omtale i sommervarmen. Dog skal vi ikke kigge langt for at finde flere eksempler på, hvor politikere i bred enighed har besluttet sig for at blande sig i almindelige borgeres hverdag og frataget dem friheden til selv at bestemme.

Det mest aktuelle eksempel ses ved den nye skolereform, der fra næste år kommer til at indeholde obligatoriske lektiecaféer for eleverne. Med ét forsvinder det ansvar, som forældre igennem generationer har påtaget sig, og læringsprocessen der hidtil har gået hånd i hånd med opdragelse bliver nu pålagt institutioner. Ud over de åbenlyse problemer som adskillige familier og elever vil opleve med at få hverdagen til at hænge sammen, gemmer der sig en dybere konflikt som desværre kendetegner christiansborgpolitikken; ansvaret som bliver frataget danskerne.

Hvorfor skal vi finde os i, at alle problemstillinger skal og bør løses ved politisk bedrevidenhed og skabelsen af det moraliserende samfund? Hvorfor ikke lytte til de konsekvenser som politisk indgriben kan have for helt almindelige danskere, der blot gerne vil have hverdagen til at hænge sammen?

Personligt tror jeg på et samfund, hvor danske borgere og familier skal have så meget frihed som overhovedet muligt til selv at tilrettelægge deres hverdag, mens at vi samtidig har et ansvar for de svageste i vores samfund. Men frihed er slet ikke frihed, hvis man ikke har friheden til at gøre noget dumt! Dette syn på samfundet er rodfæstet i mig, og er således udgangspunktet for min tilgang til politik.

Jeg tror på et Danmark, hvor samfundet – og i særdeleshed civilsamfundet og frivilligheden – i langt højere grad bør tage over. Hvor ansvaret kun er på politikernes skuldre, når mennesker ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det er dem vi skal hjælpe, i stedet for at gøre os til smagsdommere over almindelige danskeres hverdag.

Og så opfordrer jeg til en generel erkendelse af, at politikere ikke altid ved bedst. Jeg ser i hvert fald frem til at debattere det politiske landsskab med helt almindelige danske borgere.