Papes melding om K-ministre kan ende som boomerang

Den nye konservative leder, Søren Pape Poulsens, første melding på tværs af forgængeren, Lars Barfoed, blev ikke værdipolitik, men mere Christiansborg-taktik.

Hidtil har det kun ligget i luften. De sidste par år svarede Barfoed uden om. Selv om alle på Christiansborg anså det for givet. Hvis de konservative ikke får fremgang ved næste folketingsvalg, så er de otte mandater ikke nok til ministerposter, uanset Venstres Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsminister med et åbent tilbud om at gendanne en VK-regering. Men sagt direkte er det ikke.

Nu har Søren Pape Poulsen slået det fast med syvtommersøm. Som en kontrakt med vælgerne. Uden markant fremgang ingen konservative ministre.

En melding i fin tråd med det billede, han gerne vil tegne af sig selv. Åbenhed, ingen skjulte dagsordener, rent ud af posen og ikke så megen Christiansborg-taktik på den negative måde.

Kan fortryde

På den led kan det da godt være, at det giver pote hos vælgerne. Men der er jo en grund til, at erfarne politiske ledere ikke giver den slags løfter, selv om det næsten måtte give sig selv. Det hæmmer deres bevægelsesfrihed. Søren Pape Poulsen kan sagtens komme til at fortryde, at han var så håndfast.

Lad os gå tilbage til valget i 1998. De radikale under Marianne Jelveds ledelse er som det lille parti i Poul Nyrup Rasmussens SR-regering gået tilbage til kun 7 mandater, altså et mandat mindre end den konservative kritiske værdi i dag. Den almindelige opfattelse også langt ind i det radikale parti er, at de radikale må træde ud af Nyrups regering. De betaler for dyrt hos vælgerne for ministerposterne.

Jelved tænkte anderledes dengang. I stedet for en ørkenvandring som støtteparti med en folketingsgruppe af de gamle kendte og slidte hoveder valgt i de sikre kredse brugte hun ministerposterne til et opsigtsvækkende generationsskifte. Andre radikale blev taget ind på regeringstaburetterne, selv om de ikke var valgt til Folketinget. Som f.eks. Margrethe Vestager. Noget, de radikale næppe fortryder i dag.

I dag kan man sagtens finde radikale, der mener, at Jelveds bevægelsesfrihed dengang reddede partiet. Så på den led kan Søren Pape Poulsens melding om K-ministre vende tilbage som en boomerang.

Toppet politisk

Hvis det nu ikke går, som han håber og fremgangen udebliver. Så sidder den nye K-formand tilbage som støtteparti til en Løkke-regering og skal fordele ordførerposter til sig selv, Brian Mikkelsen, Lars Barfoed, Lene Espersen osv., der med al respekt i vælgernes øjne næppe repræsenterer fornyelsen som ham selv.

Hvor han i stedet via ministertaburetter kunne have inviteret driftssikre folk som Benedikte Kiær, Michael Ziegler  - ja, måske endda Connie Hedegaard med på sit Christiansborg-hold. Foruden måske at tage af listen af lovende konservative, som er lang. Men som i dag risikerer at måtte vente på, at de gamle omsider viger pladsen i en fjern fremtid.

Men selvfølgelig. Får Søren Pape Poulsen sin fremgang, så kan han gøre alt det gode alligevel. Vinderen har altid ret.