Thorning: Ingen dagpengeændringer fra S

Hvis en ændring af dagpengereglerne skal være en del af forhandlingerne, når partierne mødes om den forestående finanslov, så bliver det ikke Socialdemokraterne, der kommer med et udspil. 

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt til Berlingske Tidende.

- Vi lægger bestemt ikke op til, at der skal ske nogle ændringer udover dem, vi allerede har lavet, heller ikke i forbindelse med denne her finanslov, lyder det fra statsministeren.

Hun vil istedet afvente dagpengekommissionens arbejde, før Socialdemokraterne 'overhovedet kigger på ændringer' af dagpengesystemet.

Statsministerens udmelding bliver mødt med skuffelse hos både Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der begge ønsker at få dagpengesystemet ændret. Statsministeren kan derfor forvente at blive mødt med 'skrappe' krav om ændringer af dagpengesystemet, når parterne mødes om forhandlingsbordet, lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr.

- Det er uacceptabelt, at en socialdemokratisk-ledet regering ikke vil være med til at kigge på spørgsmålet om genoptjeningsretten. Den dagpengekommission, der sidder, er reelt en syltekrukke, og der er brug for handling nu. Det skylder vi de mennesker, der risikerer at måtte gå fra hus og hjem, siger hun.

34.000 ledige mistede retten til dagpenge i 2013, viser tal fra a-kasserens brancheorganisation, AK-Samvirke. Det er ti gange så mange som der blev forventet, da dagpengereformen blev vedtaget i 2010. Ifølge AK-samvirke står yderligere 14.000 til at miste retten til dagpenge i 2014.