SFs opfordring: Rød blok kan løse dagepengeproblem

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udmelding om, at regeringen ikke vil ændre på dagpengesystemet forud for finanslovsforhandlingerne, vækker harme hos SF.

- Det er ikke Christiansborg-fnidder. Det handler om 34.000 mennesker, som er røget ud af dagpengesystemet sidste år og 14.000, der falder ud i år. Det er folk, som risikerer at skulle gå fra hus og hjem. Det skal vi tage alvorligt, siger SFs formand Pia Olsen Dyhr til TV 2 News med henvisning til tal fra A-kassernes Samvirke.

Alligevel vil hun ikke gå til finanslovsforhandlinger med regeringen med en ændring af dagpengereglerne, som et ultimativt krav.

- Man skal aldrig gå til forhandlinger med ultimative krav. Men det er uacceptabelt, når vi har en socialdemokratisk regering, hvis vi ikke får ændret det nu og her. Vi kan løse det og vi kan gøre det i rød blok. Så det ser jeg gerne, at socialdemokraterne også er optaget af, siger Pia Olsen Dyhr.

Kommissione er en syltekrukke

Et af SFs helt centrale krav er, at genoptjenelsesretten bliver ændret fra de i dag 12 måneder til et halvt år.

- Hvis man tager et vikariat i syv måneder for at komme tættere på arbejdsmarkedet, så skal man være sikker på, at man gså kan få dagpenge bagefter. Det er vigtigt for et fleksibelt arbejdsmarked og det er det, vi kæmper for, argumenterer SFs formand,

Hos socialdemokraterne henviser man til, at der er blevet nedsat en kommission på området. Og indtil den er kommet med sine konklusioner, vil regeringen ikke ændre på dagpengereglerne Kommissionen blev nedsat, mens SF selv var i regeringen og SF var således selv med til at nedsætte kommissionen.

Men det er ingen hindring, mener Pia Olsen Dyhr.

- Vi står med et akut problem. Så man kan ikke vente på en kommission, som skal se på den store forkromede løsning. Det er en syltekrukke. Indtil da er vi nødt til at lave de små skridt, som gør situationen bedre for de mange arbejdsløse. Især i en tid, hvor vi burde have plads i økonomien til at løse problemet for dem, siger hun.

Dagpengereformen:

Da dagpengereformen, som halverede dagpengeperioden til 2 år, blev vedtaget af VK-regering i 2010 regnede man med, at:

2000-4000 personer ville miste dagpengene årligt.

Men ifølge AK Samvirke røg knap 34.000 personer ud af dagpenge-systemet i 2013.

Prognoserne spår, at cirka 14.000 vil miste dagpengene i år.