Ny K-formand: Her er mine tre prioriteter

Du kan se hele pressemødet med Søren Pape Poulsen herover.

I den kommende tid vil Søren Pape Poulsen lægge en politisk linje for partiet i samarbejde med folketingsgruppen. Der er dog tre emner, som han som politiker er optaget af.

Det fastslog Søren Pape Poulsen på sit første pressemøde som ny politisk leder for De Konservative.

Den 42-årige borgmester i Viborg havde smidt jakken, da han stående i Det Kongelige Biblioteks Have ved Christiansborg fastslog, at han som ny K-leder vil kæmpe mod "tvangs-lektiecafeer" i folkeskolen, for en afskaffelse af topskatten og for en stram retspolitik.

- Jeg kan garantere for, at Konservative vil arbejde hårdt for at få lavet tvangscaféerne om.

- Tænk sig, at vi i dette land har politikere på Christiansborg, der mener, at de skal bestemme, om familier må være sammen med deres børn. Hele forenings-Danmark er bygget på fritidsaktiviteter, og det er det, vi går ind og rører ved her.

- Det grænser til det uanstændige, siger Søren Pape Poulsen.

Venstre, som ventes at sætte sig på statsministerposten, hvis der kommer et regeringsskifte ved næste valg, støtter lektiecaféerne. Søren Pape Poulsen ønsker dog ikke at forholde sig til, om De Konservative dermed vil sige nej til at gå i regering med V.

Topskatten er værdipolitik

Som det andet emne nævner Søren Pape Poulsen topskatten:

- Der er alt for mange, der betaler topskat. Der er slet ingen, der burde betale det. Topskatten er værdipolitik. Vi siger: "Gør en ekstra indsats, og så skal vi fra staten nok komme og plukke dig fuldstændig". Det er en misundelsesskat, siger den nye K-leder.

Han vil for det tredje slå hårdt ned på hjemmerøverier og indbrud:

- Nogle vil måske spørge, om jeg er sådan en tough-on-crime-type. Og der må jeg sige ja. Jeg er en tough-on-crime-type, siger Søren Pape Poulsen.

Den nye konservative leder afviste dog at svare konkret på en række spørgsmål om, hvorvidt partiet skal have en ny udlændingepolitik eller en mere EU-kritisk linje.

- Jeg kan godt forstå, at det vil være rart for jer, at jeg fyrer en masse af, og så kan I diskutere det. Men I kommer til at vente. Jeg er lige startet, og så har vi sommergruppemøde i næste uge, siger Søren Pape Poulsen.

De tre meldinger om folkeskole, topskat og stram retspolitik flugter med den politik, som Lars Barfoed også har ført.

Det lyder som om, at du vil gøre det samme som Lars Barfoed. Men er der ikke brug for lægge kursen om, hvis I skal gå frem i meningsmålingerne?

- Vi vil drøfte, hvad der fremadrettet skal ske. Jeg har taget jobbet på mig, og så skal jeg have noget tid til at vise, om jeg kan løfte det. Det har vi nogle vælgere til at hjælpe os med at bedømme, siger Søren Pape Poulsen.

Der er mange vælgere, der gerne vil vil se, hvad du står for. Kan du ikke pege på én forskel mellem dig og Lars Barfoed?

- Det vil jeg ikke gå ind i dag. De vælgere, som venter på et svar, kan nok lige vente en uge mere, siger Søren Pape Poulsen.

Du kan se hele pressemødet med Søren Pape Poulsen øverst på siden.

Vil du anse dig som fiasko, hvis ikke partiet fĂĄr ubrudt fremgang i meningsmĂĄlingerne?

- Nej, men det vil der sikkert være andre, der gør, siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:

- Jeg har det sådan, at man lige skal se folk an. Jeg har ikke nogen tro på, at målinger bare fløjter op ad.