Forsker om kriminel lavalder: Hvor er dokumentationen?

Sænk den kriminelle lavalder til 12 år. Så klar var beskeden i et blogindlæg fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som vi bragte tirsdag på tv2.dk.

Blogindlægget kom efter, at Naser Khader på Facebook skrev, at hans 14-årige datter var blevet overfaldet af to jævnaldrende piger, der var anbragt på en åben døgninstitution, hvor man ikke må tilbageholde de anbragte.

Indlægget er via TV 2’s Facebook blevet delt næsten 3600 gange og kommenteret over 600 gange af jer læsere, der alle har en holdning til de kriminelle unge.

Men er en sænkning af den kriminelle lavalder den rette løsning? Ikke hvis man spørger Ayhan Demir. Han er leder af Klub Bispebjerg, hvor man blandt andet laver opsøgende og kriminalpræventivt arbejde rettet mod unge.

- Det er en meget dårlig idé, og vi kommer til at have flere kriminelle unge. Man skal hellere lave noget forebyggende arbejde og skride ind tidligere, hvis der er tegn på mistrivsel i skolen. Man skal være bedre til at koordinere pædagogisk mellem skolen, forældre og fritidsklubben, så de unge ikke når helt derud, siger han til tv2.dk.

Forsker: Pia K skal vise dokumentation

Ayhan Demir bakkes op af Mogens Nygaard Christoffersen, der er seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Han mener også, at det sociale arbejde skal prioriteres, da de kriminelle unge ofte har problemer i hjemmet. Desuden skal lavalderen ikke sænkes, uden at man har dokumenteret effekten først.

- Jeg mener ikke, at der findes nogen dokumentation, der viser, at det hjælper at sænke den kriminelle lavalder. Jeg mener, at Pia Kjærsgaard skal fremvise resultater, der viser, at tiltaget virker, før man laver så alvorligt et indgreb, hvor man kriminaliserer børn, forklarer han.

Pia Kjærsgaard kan ikke nævne noget dokumentation for at en sænkning af den kriminelle lavalder vil have nogen præventiv effekt, men hun mener stadig, at det er den rette løsning.

- Jeg tror bare, at hvis man sænker lavalderen, så ved de unge, at der er en konsekvens. Jeg tror den nuværende lavalder bliver udnyttet. Dansk Folkeparti vil gerne have den sænket, fordi der skal være en konsekvens, siger hun som svar på kritikken.

12-årige kan ikke overskue konsekvensen

Men børnene kan netop ikke overskue konsekvensen, lyder det fra Ayhan Demir og Mogens Nygaard Christoffersen.

- Mange gør noget, uden de ved, hvor alvorligt det er, og hvad det betyder for ofre, eller hvor alvorlig karakteren er. Det er ikke unge – det er altså børn, siger Ayhan Demir.

- På samme måde kan man jo heller ikke regne med, at en 12-årig er økonomisk ansvarlig, tilføjer Mogens Nygaard Christoffersen.

Det argument køber Pia Kjærsgaard ikke. Der er sket en forråelse af danske unge og børn, mener hun – og derfor er der behov for den nedsatte lavalder.

- De udnytter, at de er under den kriminelle lavalder, og der er flere og flere unge og store børn, der har fået en forråelse af tilværelsen, og de er fuldstændigt ligeglade med, hvad de foretager sig, de stjæler og render rundt om natten og laver kriminalitet, siger hun og understreger, at der ikke er tale om at sætte børnene i fængsel – men på en lukket institution med pædagoger.

Pia K åben for at afskaffe lavalder

Selvom der ikke er tale om et reelt fængsel, mener Mogens Christoffer Nygaard stadig, at børnene kan blive påvirket negativt.

- Bringer man potentielt kriminelle sammen, så vægter påvirkningen fra kammeraterne meget, mens påvirkningen fra de voksne er ringe, siger han.

Også Ayhan Demir så gerne, at man hellere holdt børnene i nærmiljøet og lave en handlingsplan, hvis de kommer ud i kriminalitet.

- Der skal være konsekvenser, hvis man har begået noget kriminelt, men jeg mener, at man skal sige to gange er for meget, men første gang, skal man se, hvor det går galt, og forældre, skole og fritidstilbud skal lave en handleplan.

At debatten nu igen er kommet på tapetet glæder Pia Kjærsgaard, der ikke afviser at gå længere ned end 12 år.

- Det er vældig godt, at vi får debatten, for det er en halsløs regering, der har sat grænsen op. Derfor siger vi hos DF, at den bør være 12 år, men måske bør der slet ikke være en grænse, som vi ser det i nogle lande, siger hun.