Politikere angriber overvismand

Politikere fra begge fløje af Folketinget kritiserer nu overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen for at have været uforsigtig, da han udtalte, at det er gratis at sætte topskatten ned, skriver Børsen.

Udtalelserne førte til heftig debat om en nedsættelse af topskatten, men nu har Whitta-Jacobsen måttet give finansminsteriet ret i, at det kun er i teorien - og ikke i praksis - det er gratis at sætte topskatten ned.

- Jeg tænkte ikke over det, da det kom frem, at der var de forbehold. Det havde jeg ikke regnet ud, men han burde have tænkt over det, siger Ole Birk Olesen, skatteordfører for Liberal Alliance (LA) til Børsen.

- Han er gået frem med for lidt forsigtighed. Det er lidt frisk-fyr agtigt. Økonomerne bør vide, at når man kommer med et akademisk indlæg, så vil det blive tolket, så det kan veksles til ren politik. Og så vil det blive brugt, siger Nadeem Farooq, skatteordfører hos de Radikale, til Børsen.