Auken om millioner til "EU-vikarer": Det er forkasteligt

Forkasteligt. Fuldstændig grotesk. En skandale.

Det skortede ikke på skældsord fra SF’s medlem af Europa-Parlamentet, Margrete Auken, da tv2.dk fangede hende for en kommentar på, at fire personer i en periode på tre år ifølge BT får knap 10 millioner kroner for at være midlertidig kommissær i tre måneder.

- Det er fint, at der er en kommissær fra hvert land, når der skal laves ny lovgivning. Men når det kun drejer sig om tre måneder, vil EU-apparatet sagtens kunne køre videre uden fire kommissærer. Det er spild af penge. Det er ren pjank, lyder det fra Margrete Auken.

Den nuværende EU-Kommissions mandat udløber den 31. oktober, men da det nye EU-Parlament trådte sammen i starten af juli, stemte EU-Parlamentet i går for, at der blev indsat fire nye kommissærer midlertidigt. Reelt drejer det sig i virkeligheden kun om seks uger, da EU-institutionerne holder seks ugers sommerferie fra midten af juli. Men det betyder alligevel, at de fire vikarer har ret til et eftervederlag i tre år på 40 procent af en kommissærløn.

- Vi bad om en afstemning, da der var en af de midlertidige kommissærer, som vi ikke ville have. Men det endte med, at det blev en afstemning om alle fire, og så stemte vi mod dem alle, siger Margrete Auken.

OgsĂĄ Dansk Folkepartis EU-Parlamentariker er kritisk:

- Det er åbenbart lige meget om man er kommissær i fem år eller en dag. Det er fuldstændig vanvittigt, siger Martin Vistisen til BT.

Rohde: Vi er bundet af traktaten

Venstres EU-parlamentariker, Jens Rohde, har også et par skældsord at dele ud af, men ikke over, at de midlertidige kommissærer får 10 millioner kroner over tre år for tre måneders arbejde.

Han skælder ud over, at det overhovedet er en historie i Danmark.

- Vi skal besætte de her poster, for vi er traktatmæssigt forpligtet til, at Kommissionen har 28 medlemmer. Vi er rendt ind i problemer med tid, og det betyder, at vi skulle godkende den ene eller den anden. Afstemningen handlede ikke om lønniveauet, men om personerne, siger Jens Rohde til tv2.dk.

Han understreger, at det er regeringscheferne, der fastsætter lønniveauet.

- Jeg kender ikke regelsættet, så derfor har jeg ikke mere at sige om den sag.

Tv2.dk har også forsøgt at få en kommentar fra EU-Parlamentarikerne Jeppe Kofoed (S), Morten Helveg Petersen (R) og Bendt Bendtsen (K).