Analyse: Fire navne i spil til kommissærpost

Der er gang i det helt store navnespil i EU – både i udlandet og herhjemme.

For samtidig med, at der skal findes en udenrigschef for EU og en formand for Det Europæiske Råd – en post som den danske statsminister gentagne gange bliver sat i forbindelse med – skal der også findes en dansk EU-kommissær som afløser for Connie Hedegaard.

I modsætning til flere andre EU-lande har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endnu ikke navngivet den kandidat, der vil blive den danske EU-kommissær.

Ifølge TV 2’s politiske kommentator, Peter Lautrup-Larsen, er det varme navn på Christiansborg lige nu af flere årsager undervisningsminister Christine Antorini (S): Hun er socialdemokrat, kvinde og hun kan gebærde sig på et politisk område i EU-Kommissionen, som ligger godt i en dansk sammenhæng: Undervisningsområdet.

- For det første vil der være partioprør hos Socialdemokraterne, hvis Thorning f.eks. pegede på en fra De Radikale. For det andet har den kommende formand for EU-Kommssionen meldt ud, at 11 af de 28 nye kommissærer skal være kvinder. Så Christine Antorini er min varme favorit, siger Peter Lautrup-Larsen.

Der er dog ogsĂĄ noget, der taler mod, at valget falder pĂĄ Christine Antorni:

- Sidste gang Thorning var på Amalienborg for at præsentere den nye SR-regering, sagde hun, at det forhåbentlig var sidste gang. Flere af os tænkte derfor, at det så ikke var en minister, der senere på året ville blive sendt til Bruxelles som EU-kommissær.

Peter Lautrup-Larsens analyse af mulige kandidater

Også tidligere fødevareminister Mette Gjerskov, tidligere justitsminister Morten Bødskov og tidligere transportminister og nuværende gruppeformand Henrik Dam Christensen bliver nævnt som mulige emner til posten som Danmarks nye EU-kommissær.

Undervisningsminister Christine Antorini (S)

Hun er socialdemokrat og kvinde og med Christine Antorini kan Danmark sende en kommissær af sted, der i særlig grad er kvalificeret til et bestemt område – undervisningsområdet. Et område, man som land meget gerne vil have fingrene i.  

Tidl. fødevareminister Mette Gjerskov (S)

Argumenterne for Christine Antorini gør sig ligeledes gældende for Mette Gjerskov. Desuden betyder valget af Mette Gjerskov, at statsministeren ikke skal ud i en ministerrokade i forbindelse med valget af en dansk EU-kommissær.

Tidl. justitsminister Morten Bødskov (S)

I sensommeren sidste år var der ifølge Peter Lautrup-Larsen i den socialdemokratiske inderkreds en forståelse af, at posten som dansk EU-kommissær skulle gå til Morten Bødskov.

- Men siden er der sket en del, herunder at han måtte gå af som minister pga. Christiania-sagen, og han er nu i en outsider-rolle. Han er imidlertid efterfølgende blevet Socialdemokraternes EU-ordfører – måske et tegn på, at Morten Bødskov skulle opdateres i forhold til EU-stoffet, siger Peter Lautrup-Larsen.

Gruppeformand Henrik Dam Christensen (S)

Flere medier nævner Henrik Dam Christensen som en kandidat til posten som dansk EU-kommissær. Ifølge Peter Lautrup-Larsen ligger hans personlige lyst til at komme til Bruxelles på et meget lille sted.

- Omvendt er der en tendens til, at han er Socialdemokraternes Rullemarie – det er ham, der skal demontere de eksplosive sager, når man ikke kan finde ud af andet. Derfor dukker hans navn tit op i disse sammenhænge.

Får Thorning topjob, skal Mette F. vælge ny kommissær

Ifølge Peter Lautrup-Larsen kan der være taktiske overvejelser bag årsagen til, at Helle Thorning-Schmidt endnu ikke har navngivet en dansk EU-kommissær. Statsministeren har talt med den kommende formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker flere gange og kan i den forbindelse have nævnt nogle danske navne.

Men det kan også være på grund af det andet navnespil, der lige nu er i gang i EU: Posten som formand for det Europæiske Råd:

- Hvis nu Thorning bliver formand for Det Europæiske Råd på onsdag, så skal vi have en ny statsminister. Og så er det Mette Frederiksen, der skal vælge en ny kommissær. Derfor ville det være lidt utidigt, hvis Thorning melder noget ud nu, siger Peter Lautrup-Larsen.

Han fortsætter:

- Der er mange spekulationer – jeg vil holde mig til, at det bliver en socialdemokrat, og at kvinder har en vis fortrinsret i det store spil, men der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed.