Kommissær offentliggør sin støtte til Thorning

Vicepræsidenten i EU-kommissionen, Neelie Kroes, har mandag eftermiddag offentliggjort sin støtte til Helle Thornings-Schmidt i kampen om jobbet som formand for Det Europæiske Råd.

”Jeg vil gerne officielt sige, at Helle Thorning-Schmidt vil være en fremragende efterfølger til Herman Van Rompuy som præsident for Det Europæiske Rød,” skriver hun på Twitter og tilføjer hashtagget #Eutopjobs.

Den liberale hollænder, Neelie Kroes, er vicepræsident i Kommissionen og har derfor ikke nogen indflydelse på, hvem der bliver valgt til Det Europæiske Råd.

Men hendes udmelding er alligevel opsigtsvækkende, vurderer TV 2’s politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen:

- Det er interessant, at Thornings navn spiller så stor en rolle, at sådan en person som Kroes nævner hende på Twitter. Det er et andet signal, end det vi har kunnet fornemme de seneste dage, siger Peter Lautrup-Larsen.

- Det overrasker mig lidt, men jeg vil ikke tillægge det nogen værdi i forhold til, om Thornings chancer skulle være blevet større.

Det er nemlig stats- og regeringscheferne, der skal udpege formanden for Det Europæiske Råd, som Helle Thornings navn er blevet sat i forbindelse med. Det har kommissionen ikke indflydelse på.

- Man kan ikke tage det for for andet end en sympatitilkendegivelse, men det er er klart, at hun i Bruxelles og i kommissionen har en bedre fornemmelse af, hvad der sker, end vi andre har.

I parentes bemærket er hendes egen hjemlige premierminister, Mark Rutte, blevet nævnt som et muligt bud på den samme stilling.

Et bud han – ligesom Helle Thorning-Schmidt – kraftigt har afvist.

Onsdag skal regeringslederne mødes til et særtopmøde i Bruxelles for at sætte navn på EU’s nye udenrigschef og formand for Det Europæiske Råd. Det er den sidste, Helle Thorning meldes i spil til.

Med voldsomme protester fra Storbritannien besluttede EU-landenes stats- og regeringschefer for to uger siden at indstille Luxembourgs tidligere regeringschef Jean-Claude Juncker til posten som formand for EU-Kommissionen.

Og nu ser det ser ud til, at der er flere slagsmål på vej, når EU's stats- og regeringscheferne mødes på onsdag.

Ifølge onlineavisen EU Observer ser det nemlig lige nu ud til, at det kun er den kommende EU-udenrigschef, der på onsdag vil blive taget stilling til, oplyser flere kilder til onlineavisen:

- Kernen i forsinkelsen er uoverensstemmelser i den socialistiske lejr. Frankrigs Francois Hollande er tilbageholdende med at godkende den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt som afløser for Herman Van Rompuy (den nuværende formand for Det Europæiske Råd, red.)

- Vi har intet personligt mod hende, men hvem skal så være formand for euro-landene, siger en regeringskilde fra Frankrig.

En ny udenrigschef skal deltage i høringer i EU-Parlamentet, inden den samlede EU-Kommissionen bliver godkendt. Derfor haster det ifølge EU Observer med at finde en afløser for Catherine Ashton, mens man stadig har tid at løbe på i forhold til at finde den næste formand for Det Europæiske Råd.

Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange afvist, at hun er kandidat til posten som formanden for Det Europæiske Råd, men igen i dag mandag gentager den anerkendte avis, The Economist, at den danske statsminister er topkandidat til posten.

Ligeledes skriver The Financial Times, at den tyske forbundskansler ”er villig til at acceptere Helle Thorning-Schmidt som Herman Van Rompuys afløser.

- Fru Merkel har tidligere opfordret centrum-højre lederne til at blokere for en socialist til positionen. Men hendes bekendtskab til Fru Thorning-Schmidt, som har støtte i Storbritannien, har rejst bekymring i Paris, hvor der er modstand mod en leder for et ikke-euroland som formand, skrev avisen i går.

Og det er netop den franske modstand mod Helle Thorning-Schmidt, der ifølge EU Observer kan sætte en kæp i hjulet i forhold til at få hele EU-kabalen til at gå op på onsdag.

Østlande vil blokere for italiener som EU’s nye udenrigschef

Samtidig skriver The Financial Times, at en gruppe østeuropæiske lande nu forsøger at blokere for, at Italiens udenrigsminister Federica Mogherinis bliver nomineret som EU’s næste udenrigschef.

Kampagnen bliver ledet af Letland, Estland, Litauen og Polen, fordi den italienske udenrigsminister ifølge landene ikke fører en hård nok kurs mod Rusland. Det skyldes, at Federica Mogherini i sidste uge inviterede den russiske præsident Vladimir Putin til et topmøde i Milano i oktober mellem EU og stats- og regeringschefer fra Asien.

- Jeg har sjældent set det være så åbent, siger en unavngiven kilde, som The Financial Times kalder en ”EU-veteran i lignende forhandlinger.