Sommerpolitiske nyheder er fransk vask og strygning

Udtrykket er fra dengang journalister blev uddannet i mesterlære. Fransk vask og strygning. Oprindeligt et meget fint dansk salgsslogan for rens og stivelse i løse flipper, når bedsteborgerskabet skulle tage sig ud. Men overtaget af håndværkerjargon for det mere rutinemæssige og sminkede job. Som når der blev malet uden at slibe først. Det tager sig godt ud, men kun til der bliver kradset lidt i overfladen. Og i den journalistiske verden dengang: Når der egentlig ikke var noget nyt at berette, så kunne den franske vask og strygning sminke med store overskrifter, der lod som om, at det var der alligevel.  I dag er udtrykket gået af mode, men ikke teknikken. Et eksempel er torsdagens forsidebrag i Berlingske. SF’s bagland vil have partiet tilbage i regering. Javel. Men er det nu så overraskende? Næppe for SF’erne selv eller for dem, der kan huske tilbage på partiets landsmøde i Kolding den første weekend i marts. Et af hovedbudskaberne fra den nye formand Pia Olsen Dyhr var jo netop, at det skulle SF. Altså tilbage i regeringen. Men glimrende, at vi nu får konstateret, at baglandet ikke har glemt det. Et andet eksempel fra ugen før: Den nu FN-ansatte radikale gruppeformand Christian Friis Bach chokerer både bagland, folketingsgruppe og ikke mindst partileder Margrethe Vestager med en melding om, at de radikale vedstår kompromisset med socialdemokraterne om 24-års reglen også efter næste valg. Uanset de radikale har det som mærkesag at få den afskaffet.

Ingen nyhed

Gruppeformandens melding var bare ingen nyhed. Næh, den kom sådan set allerede under Folketingets afslutningsdebat den 10. juni. Interesserede kan tjekke på Folketingets hjemmeside på tv-arkivet for dagen fra 14:12:00 og frem. Hørte Margrete Vestager ikke efter? Eller de øvrige af partiets ministre? Eller folketingsgruppens medlemmer, der var til stede i Folketingssalen? Protesterede de på et efterfølgende gruppemøde? Næppe. Så var Christian Friis Bach vel ikke blevet ved frem mod den skideballe, han selv foreslog Margrethe Vestager at give ham. Den egentlige historie ligger under den tynde fernis. Det var ikke meldingen, men tidspunktet for den franske vask og strygning, der ikke passede Vestager. Hun havde ikke brug for en sommerkonflikt med en Helle Thorning, der i dagene før havde talt om fortsat stram udlændingepolitik. Spørgsmålet var timing og ikke indhold. Friis Bach skulle ikke have fortalt sandheden. I hvert fald ikke den dag.

Står ikke i kø

Omvendt med SF. Pia Olsen Dyhr, politisk ordfører Jonas Dahl og de øvrige fra partiet står ikke lige frem i kø for at fortælle, at det er en gammel nyhed med SF i regering på en række i øvrigt urealistiske betingelser med mindre partiet får 90 mandater. En gammel nyhed får jo ingen omtale. Og når nu omtale er det, som SF savner, så er det vanskeligt at bebrejde dem, at de tager dagens tilbud. Fransk vask og strygning er stadig en hurtig måde at blive velplejet på. Både for medier og politikere. Blot man husker, at det holder ikke i regnvejr.