En syg magt-kultur?

Hvornår er kunst virkelig kunst? Og hvem bestemmer i sidste ende, hvad der er kunst? Det burde jo være et valg for det enkelte menneske, om vi synes, noget er kunst, og om det oven i købet er så godt, at vi vil betale for det.

Derudover bruger den danske stat milliarder af kroner hvert år på at støtte dansk kulturliv. Dygtige mennesker har ansvar for (og magt til) at beslutte, hvad der vil komme den brede befolkning til gode. I sidste ende ligger ansvaret hos kulturministeren.

Endelig er der en række private fonde, der bruger kæmpesummer på kunst og kultur til glæde for danskerne. 1,5 milliarder kroner om året faktisk. For at tilskynde dem til at bruge så mange penge på kulturelle glæder, er det for mange år siden besluttet, at fondene skal have et skattefradrag for deres donationer til kulturlivet, som det er beskrevet i ligningsloven.

Al denne støtte til kulturlivet, skulle man synes måtte være godt for kulturlivet, men der er alligevel nogle, der er uenige. I Politiken kunne man fornyelig læse, at en række forskere med en meget akademisk interesse for kultur bekymrede sig over, at fondene med deres store donationer får for stor indflydelse på dansk kulturliv.

De argumenterede derfor med, at når der er fradragsret, så skal staten også have medbestemmelse over, hvad pengene bruges til. Det synes jeg, er en mærkværdig, bagstræberisk argumentation. Hvis staten skal have sæde i en privat kunstfonds bestyrelse, fordi fonden får et skattefradrag, så er det jo i princippet svarende til, at staten skal bestemme, hvad man investerer sine penge i, hvis man får et rentefradrag. Eller om man skal have trægulv eller gulvtæppe, hvis man gør brug af BoligJob-ordningen. Ingen af delene skal staten selvfølgelig blande sig i.Fondene bidrager til et rigt kulturliv, og det er smagsdommeri af værste skuffe, hvis vi skal have statslige repræsentanter i fondene, fordi vi ikke kan lide de gaver, vi får. Det er utaknemmeligt, at fondene skal hænges ud som kulturelle mørkemænd. De bidrager med omtrent 1,5 mia. kr. til kunst og kultur, og de bestemmer hver især, hvilke veje de vil gå og kan på den måde bidrage til mangfoldigheden.

Staten bruger ca. fire gange så meget på den samlede årlige støtte til kulturområdet, så staten og dens repræsentanter er jo en magtfaktor i sig selv på dette felt. Det er svært at se, at det ville styrke kulturlivet og dets mangfoldighed, at de samme statslige repræsentanter skal styrke deres magt over kulturlivet ved også at have sæde hos private donorer.

Det er en utidig sammenblanding af statslig magt og kultur, der i sidste ende vil give en syg magtkultur – eller kulturmagt, om man vil. Lad da hellere kunsten leve, og lad os glæde os over, at også private vil støtte, at vi i Danmark har et rigt kulturliv. I sidste ende bestemmer vi jo selv, hvad vi synes, er kunst.